Kim Kardashian overrasker til gallafest: Bar prinsesse Dianas halskæde
LÆS OGSÅ: Kim Kardashian har købt prinsesse Dianas smykke
I 2023 kastede Kim Kardashian sin kærlighed efter en historisk halskæde, der tidligere har tilhørt prinsesse Diana.
Halskæden kostede 1,4 millioner danske kroner, og da der lørdag blev afholdt LACMA Art And Film Gala i Los Angeles, viste Skims-grundlæggeren sit kostbare smykke frem for første gang.
Det skriver Page Six.
Halssmykket, som den afdøde prinsesse tidligere har båret, forestiller et stort kors, og det er besat med ametyster og diamanter.
Da Kim Kardashian troppede op på den røde løber ved gallafesten, var kæden da heller ikke til at tage fejl af.
Foruden smykket bar hun nemlig en hvid Gucci-kjole med en dyb halsudskæring, og her kom det store smykke for alvor til sin ret.
Udover kjolen havde Skims-grundlæggeren krydret looket med andre smykker af mærket Bulgari.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Kim Kardashian viser sig frem med historisk mode.
Til Met Gala i 2023 dukkede den 44-årige tv-kendis nemlig op i den kjole, som Marilyn Monroe bar, da hun i 1962 sang fødselsdagssang for John F. Kennedy.
Looket sendte dog den amerikanske realitykendis i gevaldig modvind, da flere påstod, at hun havde ødelagt kjolen.
Derfor måtte Ripley’s-museet "Believe It Or Not", der udlånte kjolen til hende, pludselig se kjolen grundigt efter.