Susanne fra ”Flokken” mistede kæresten i trafikulykke

LÆS OGSÅ: Nyt tv-par: Forelskede sig i "Flokken"

Om aftenen kommer politiet og henter 24-årige Susanne. Hun får at vide, at hun skal komme med, fordi der er sket en ulykke. Hendes kæreste gennem fire år er blevet kørt ned.

- Nu er det så længe siden, at jeg godt kan tale om det, uden at det påvirker mig på den måde, men oplevelsen og følelsen sidder stadig i kroppen, for det er ikke noget, man ryster af sig, siger Susanne Wittenkamp Kryger, som i dag er 53 år, til SE og HØR.

Tre dage efter slukkes respiratoren. Der er ikke mere at gøre.

- Der er ikke noget livstegn længere. Der er ingen hjerneaktivitet, fordi hovedet har taget skade. Og så må man respektere, at livet er slut.

- Der var ingen vej tilbage, uanset om man troede på mirakler eller ej.

Susanne er chokeret over den pludselige drejning, tilværelsen har taget.

- Det var benhårdt. Jeg kigger ud ad vinduet og ser alle andre gå rundt, som om ingenting er hændt. For mig er alt gået i stå – hvordan kan de gå videre, som om intet er sket?

Samtidig får sønderjyden en tanke om, hvor vigtigt det er, at man lever, mens tid er. For lige pludselig kan det være forbi.

- Jeg var småirriteret på mennesker, hvis de ikke nød livet. Hvis de ikke tog ejerskab over eget liv. Det har jeg taget med mig fra den oplevelse. Jeg har valgt livet til.

- Så jeg tog den ene dag efter den anden og prøvede at se en mening med noget.

Susanne kan kun være væk fra sin fysioterapeutuddannelse i tre uger for at sørge. Ellers skal hun begynde forfra. Heldigvis har hun nogle fantastiske studiekammerater, der hjælper hende igennem et gruppeprojekt, og en af dem forærer hende en nøgle, så hun altid kan komme forbi.

- Hun siger: ”Jeg bor tæt på dig. Hvis du ikke kan holde ud at være alene, så kom over”. Nogle gange kom jeg klokken halv elleve om aftenen. Jeg sagde hej, hun sagde hej, og så hev jeg en madras ud på gulvet og lagde mig til at sove. Vi snakkede ikke, jeg kunne bare ikke holde ud at sove alene.

Den episode har sat sig i ”Flokken”-deltageren og gør, at hun ikke længere føler sig for stolt til at bede om hjælp.

- Jeg behøver ikke klare det her alene. Det er faktisk okay, at hun gav mig den håndsrækning. Det har jeg båret med videre. Nogle gange kan byrden i livet være for hård til selv at bære, og så må man sige, at man har brug for at fortælle, eller at nogen er der for en.

Skilsmisse er også en sorg

Susanne begynder at sætte sig nogle mål. Hun skal udnytte og leve livet. Efter endt uddannelse planlægger hun at tage motorcykelkørekort og dykkercertifikat. Og det gør hun – for det har hun sat sig for.

- Så siger jeg til mig selv: Hvad er næste mål? Nu skal jeg finde en mand og stifte familie. Så det gjorde jeg, og jeg har fået fire skønne børn. Jeg føler mig enormt privilegeret, for jeg har fået en pige, en dreng og tvillingedrenge. Jeg er så heldig.

Siden er Susanne blevet skilt og har fundet kærligheden med en ny. De har kendt hinanden i ni år og blev gift for seks år siden. Men ”Flokken”-deltageren sætter sig stadig nye mål og sørger for at prioritere sig selv indimellem.

- De tanker og følelser og den oplevelse af at blive rystet i sin grundvold som 24-årig, de har formet mig og den måde, jeg træffer beslutninger på. Jeg nøjes ikke med noget – og jeg gør noget ved tingene, hvis jeg er utilfreds med dem. Jeg lader ikke stå til eller venter og tænker, at ting sker for naboen. Sådan er virkeligheden ikke. Ingenting varer evigt, uanset om det er godt eller skidt. Den tanke hjælper mig til at nyde nuet og klare svære tider.

Susanne var alene med børnene i en årrække efter skilsmissen.

- Det er også en sorg og en ulykke. Skilsmisser og dødsfald er omvæltninger i ens liv, som kan være traumatiserende.

Men Susanne gjorde, hvad hun kunne og stod glad op hver morgen og fik det bedste ud af dagen. Noget, som imponerede folk omkring hende. Blandt andet spurgte hendes søster, hvordan hun bare kunne rejse sig op og gå videre?

Men for Susanne var der ikke noget alternativ.

- Man lever ikke af at have ondt af sig selv. Det bliver man ikke glad af som menneske.

- Jeg bliver hurtigt handlingsorienteret, når der sker omvæltninger i mit liv, og tager stilling til bolig og økonomi, og hvad der ellers skal hænge sammen. Så kan jeg tude bagefter. Og så er man lettet, og så går livet jo videre alligevel.