Kendte7. november 2024

Keld Heick fik klump i halsen: Hyldet for livet

Dansktopsheiken er dybt rørt over, at han har modtaget Statens Kunstfonds livslange hæder
- Det er hæderen, som gør mig så utrolig glad, siger Keld Heick, 78, – her med den mangeårige kompagnon, fru Hilda, 78.
- Det er hæderen, som gør mig så utrolig glad, siger Keld Heick, 78, – her med den mangeårige kompagnon, fru Hilda, 78.
 Foto: Gregers Overvad

- Jeg er simpelthen bare så glad!

Sådan lyder det fra Keld Heick, 78, til SE og HØR, efter at det er kommet frem, at musikerlegenden er blevet tildelt Statens Kunstfonds livslange hæder.

Heick fik den glædelige nyhed for to måneder siden, hvor han blev ringet op af Statens Kunstfond.

- Det var en kæmpe overraskelse! Jeg må indrømme, at jeg fik en klump i halsen, da jeg fik det at vide, siger dansktopdarlingen og uddyber:

- Jeg kunne ikke sige noget de næste par sekunder, for jeg var helt lukket i halsen.

- Det havde jeg aldrig nogensinde regnet med, men hold op hvor blev jeg glad!

1.000 tekster

I begrundelsen for tildelingen af hæderen til Heick lyder det bl.a.:

- Keld Heick har været med til at definere dansktopgenren og er med over 1.000 KODA-registrerede værker som både komponist, tekstforfatter og oversætter en af de mest produktive og arbejdsomme kunstnere i Danmark.

Heraf har han haft intet mindre end 31 sange med i Dansk Melodi Grand Prix og vundet hele ni gange, ligesom han har modtaget to danske grammyer, står der på fondens hjemmeside.

I begyndelsen af 60’erne begyndte Keld sin musikkarriere i gruppen Keld & The Donkeys – siden er hit på hit flydt ud af tekst- og melodigeniet.
I begyndelsen af 60’erne begyndte Keld sin musikkarriere i gruppen Keld & The Donkeys – siden er hit på hit flydt ud af tekst- og melodigeniet.
 Foto: Birger Storm

Og rosen rører den gamle guitardreng.

- Man føler jo lige pludselig, at så har man da gjort noget godt her i tilværelsen. Sådan tænker man jo ikke, når man sidder og arbejder med det – så arbejder man på de enkelte ting, som bare skal være færdige.

- Man sender det af sted, og folk er glade og tilfredse – det er først og fremmest den tak, man får. Men når der så er nogen, der gerne vil belønne, at man har gjort noget for så mange – så bliver man både rørt og glad, lyder det fra Heick.

Fem kunstnere har dette efterår fået Statens Kunstfonds livsvarige hæder – udover Keld Heick gælder det Niels Lomholt, Inge Bjørn, C.Y. Frostholm og Signa Köstler.

Hæderen er livslang – og man kan blive tildelt en ydelse. Hvor stor den er, afhænger af modtagerens indtægt.

Man kan max få 186.000 kr. før skat om året.

Har man en skattepligtig indkomst på mere end 461.000 kr. om året, modtager man ingen ydelse.

Sponsoreret indhold