Krimi11. november 2024

Brager igennem facade på skole: "Klasseværelset er helt smadret"

Der er sket skader for mindst 200.000 kroner, efter en bil med høj fart smadrede ind igennem muren på Peder Lykke Skolen på Amager sent søndag aften
Bil smadrer ind i facade på skole i København
 Foto: Presse-fotos.dk

Ejendomsleder på Peder Lykke Skolen på Amager, Jesper Sindal havde på fornemmelsen, at noget var galt, da han vågnede mandag morgen. På sin telefon kunne han se, at politiet havde ringet i løbet af natten til mandag.

Alligevel fik han sig en slem forskrækkelse, da han tidligt mandag morgen gik sin sædvanlige runde på skolen for at tjekke, at alle lokalerne var klar til en ny undervisningsuge for eleverne. Men det var de langt fra.

- Jeg kan pludseligt se ind i et lokale, der er helt smadret, og væggen er revet ned. Der er politiafspærringer over det hele, siger Jesper Sindal til SE og HØR.

- Så får jeg øje på bilen, der også er toltalt smadret og holder på den modsatte side af muren, siger han.

En bil er nemlig med høj fart kørt igennem murstensfacaden og er fortsat ind i et undervisningslokale på Peder Lykke Skolen på Amager sent søndag aften.

Bil brager ind i mur på Peder Lykke Skolen på Amager

Det bekræfter også Københavns Politi, som fortæller, at passagerne i bilen efter uheldet stak af fra stedet.

Ingen er endnu anholdt i sagen, oplyser politiet.

Ifølge ejendomsleder på Peder Lykke Skolen, Jesper Sindal er der ingen tvivl, om at føreren af bilen har kørt meget stærkt, da han ramte skolens facade.

- For at slå hul i skolens facade og fortsætte videre og rive væggen ned inde i et klasselokale, så skal du køre mindst 120 km/t, anslår Jesper Sindal.

Han mener, at der er sket skader for næsten 200.000 kroner i forbindelse med ulykken. Det er blandt andet et undervisningslokale, hvor eleverne bliver undervist i håndværksfag, hvor der er sket omfattende skader.

Skolen har været nødt til at aflyse undervisningen mandag morgen, og det kommer også til at få konsekvenser for eleverne i den kommende tid.

- Der skulle også have været eksaminer nu her, men nu er vi nødt til at gøre noget andet, siger Jesper Sindal.

Anmeldelsen tikkede ind på politigården 23:32 søndag aften.

Ifølge politiet tyder det på, at føreren af bilen er kommet til skade i ulykken.

- Vi kan se, at der har været personer oppe og ramme forudden ved ulykken, så en eller anden tilskadekomst er der sket," lyder det fra vagtchefen ved Københavns Politi til SE og HØR.

Politiet arbejder nu på at få kontakt til ejeren af bilen, lyder det.

Sponsoreret indhold