Kendte11. november 2024

I Johnny Madsens ånd: Alle er velkomne

Når musikeren i morgen begraves på sin hjemegn kan fans sige et sidste farvel
Sangeren og kunstneren Johnny Madsen skal begraves på sin hjemegn.
Sangeren og kunstneren Johnny Madsen skal begraves på sin hjemegn.
 Foto: Aller Media

LÆS OGSÅ: Johnny Madsen er død: Blev 73 år

Den sidste tid vidste 73-årige Johnny Madsen godt, at hans dage var ved at være talte. Derfor var han også i dialog med både familie og venner omkring, hvordan den sidste tid skal være.

Og ligeså folkelig som Johnny var i livet, ligeså folkeligt vil han begraves i Thyborøn Kirke 12. november klokken 12.

- Det vil være helt i Johnnys ånd, at dem som har glædet sig over hans liv og hans musik, de vil kunne komme og tage afsked i morgen. Der er ikke forskel på folk i denne sammenhæng, siger Vikarierende sognepræst i Thyborøn Kirke, Kim Jon Eriksen.

- Der ligger nogle helt klare bestemmelser fra familien. Det er en offentlig begravelse, og derfor må man gerne være tilstede som enkeltperson. Men der må ikke tages billeder inde i kirken, og der må ikke tages billeder på kirkegården, men der må tages billeder ude på kirkepladsen udenfor Kirken, forklarer præsten.

- Vi aner ikke, hvor mange der kommer, men hvis det bliver nødvendigt, er der taget initiativ fra familiens side om, at der bliver lavet lyd ude på kirkepladsen. Vi prøver at få så mange som muligt til at få en god oplevelse, men vi kan ikke garantere noget, når vi ikke ved, hvor mange der kommer, siger Kim Jon Eriksen.

Det er ikke ham, der skal stå for morgendagens begravelse. Det er pensioneret sognepræst, Hanne Davidsen, da hun igennem mange år var personlig ven med Johnny Madsen. Kim Jon Eriksen vil dog være tilstede på dagen, hvor familien har været meget klare omkring ønskerne for dagen.

Det håber, han og familien, at folk vil respektere.

Ingen ved, hvor mange, der kommer for at sige et sidste farvel til Johnny Madsen. Særlige pladser er reserveret til den nærmeste familie og venner, men derudover håber de, at der blive gode forhold alle andre.

Efter den kirkelige handling bliver kisten sat på en katafalk. Den bliver kørt 300 meter hen til kirkegården, hvor Johnny Madsen vil blive begravet.

Sponsoreret indhold