Kendte11. november 2024

Radioværten Sandie Westh trækker stikket: "Mængden af vrede mænd er eksploderet"

Den danske radiovært Sandie Westh har lukket sin konto helt på det sociale medie X
Sandie Westh har sagt farvel til X på grund af Elon Musks ejerskab.
Sandie Westh har sagt farvel til X på grund af Elon Musks ejerskab.
 (Foto: DR/Agnete Schlichtkrull)

LÆS OGSÅ: Folk raser over Sandie Wesths tweet: – Dobbeltmoralsk!

I tidernes morgen, før journalisten Sandie Westh blev et genkendeligt ansigt i Danmark, var det på platformen X - tidligere kendt som Twitter - at hun for første gang blev kendt for sine skarpe og sjove indspark i debatten.

Ifølge hende selv, var det faktisk platformens skyld, at hun fik et job på DR som radiovært.

Alligevel har hun nu valgt at slette sin profil helt på platformen.

Det gjorde hun klart i et opslag på X, som blev delt søndag aften, som SE og HØR har set.

"Jeg tror, jeg står af her? Jeg elskede gamle Twitter, som vitterligt var gunden til, at jeg fik et job på DR. Men efter Elons indtog på X er mængden af vrede mænd, der tager alting meget seriøst, eksploderet. Det er ikke sjovt mere," skriver hun.

Sådan så Sandie Wesths sidste opslag ud på X.
Sådan så Sandie Wesths sidste opslag ud på X.
 Foto: SE og HØR

Siden da er hendes profil - som havde mere end 37.000 følgere - blevet lukket ned.

Nu er hun i stedet hoppet over på det lignende sociale medie Threads, som er ejet af Meta, der også ejer blandt andet Facebook og Instagram.

SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Sandie Westh.

Ikke den første

Radioværten og influenceren Sandie Westh er dog langt fra den eneste kendte person, som har valgt at bryde med X, siden Elon Musk overtog som ejer af platformen.

En anden kendt dansker, der også har gjort op med mediet på det seneste, er forfatter og politisk kommentator David Trads - som har 43.000 følgere på mediet.

Trads er dog ikke gået så drastisk til værks, at han har slettet sin profil. I stedet skrev han blot en farvelbesked i slutningen af oktober, hvorefter han ikke har givet lyd fra sig siden:

"Siden Elon Musk overtog Twitter er det blevet en hæmningsløs kloak for misinformation. Jeg bliver i bizar grad hjemsøgt af Trump-trolde, Putin-trolde og antivaxxere. Jeg gider ikke længere," skrev Trads blandt andet og gav dermed også Musks ejerskab skylden.

Flere Hollywoodstjerner sagde farvel

Men det er ikke kun i Danmark, kendisserne har vinket farvel til platformen.

Allerede tilbage i 2022, da det første gang kom frem, at Musk ville overtage platformen, begyndte stribevis af Hollywood-stjerner at forlade platformen. Det gælder blandt andet Whoopi Goldberg, Gigi Hadid og Toni Braxton.

Den store modvilje overfor Elon Musks overtagelse af X kommer formentlig fra, at han hurtigt var ude og annoncere, at der skulle være fuld ytringsfrihed på platformen. Derfor lod han eksempelvis også Donald Trump kommer tilbage på platformen, på trods af han var blevet udelukket af den gamle ledelse.

Flere af kendisserne hævder dog, at Elon Musks fuldkomne mangel på censur, giver rum til at personer kan komme med upassende og diskriminerende holdninger uden problemer - ligesom nogle hævder det også er blevet nemmere for russiske bots at finde vejen til det sociale medie.

Sponsoreret indhold