Krimi12. november 2024

Demente Ebbe Lund forsvundet på fjerde døgn: - Vi er meget, meget bekymrede

66-årige Ebbe Lund har været forsvundet fra sin bopæl på Bornholm siden fredag morgen

LÆS OGSÅ: Han kan være alle steder: Har du set Ebbe?

Demente Ebbe Lund på 66 år, som har været forsvundet siden fredag morgen, er fortsat ikke blevet fundet.

Det oplyser Bornholms Politi til SE og HØR tirsdag morgen.

- Han (Ebbe Lund, red.) er stadig savnet, og vi fortsætter eftersøgning igen i dag, lyder det fra politikredsen.

- Mistænker I, at der er sket en forbrydelse?

- Nej, det gør vi ikke. Men vi er selvfølgelig meget, meget bekymrede for hans tilstand, nu hvor han har været væk i så mange dage nu.

- Vi håber på at finde ham meget snart.

- Hvad gør Bornholms Politi for at finde Ebbe Lund?

- I dag får vi nogle friske politihunde, som kommer fra Sjælland. De tager en runde mere i området.

- Og så følger vi op på henvendelser fra borgere, lyder de afsluttende ord fra politikredsen.

66-årige Ebbe Lund lider af demens og hjerneskade, og han blev sidst set gå fra sit hjem i Østermarie på Bornholm fredag morgen.

Bornholms Politi har blandt andet haft politihunde og helikopter i luften for at finde den 66-årige mand.

Ebbe Lund beskrives som dansk af udseende, slank af bygning, gråt, kort hår og iført blå dunjakke med hætte.

Han taler med bornholmsk dialekt.

Sponsoreret indhold