Klar besked til Timothee Chalamet: Du er for tynd!
LÆS OGSÅ: Her er beviset: Kylie Jenner og Timothee Chalamet er stadig kærester
Du er for tyk, du er for tynd. Det er ikke nemt at være hollywoodstjerne.
Ifølge den 28-årige Timothee Chalamet, der senest har haft succes med storfilm som "Dune" og "Wonka", har tidligere været til auditions, der har været noget nedslående.
Blandt andet fik han klar besked på, at han ikke havde den rigtige krop til at sikre sig en rolle i dystopiske film som "The Maze Runner" og "Divergent".
- Hvis jeg gik til audition til "The Maze Runner" eller "Divergent", den slags ting, der var populære, da jeg var ved at slå igennem, så var feedbacken altid: 'Åh, du har ikke den rigtige krop,' siger Chalamet i et interview med Zane Lowe fra Apple Music.
- Jeg havde en agent, der ringede til mig og sagde: 'Du er nødt til at tage på i vægt,' ikke på en aggressiv måde, men du ved.
"Wonka"-instruktøren Paul King, der arbejdede tæt sammen med Chalamet på filmen om den populære Willy Wonka-karakter, har tidligere indrømmet, at han var noget nær chokeret over Chalamets evne til ikke at tage på.
Under indspilningerne til filmen, der i høj grad handler om chokolade, blev der indtaget store mængder af den sukkerfyldte herlighed.
- Vi havde denne fantastiske chocolatier. Hun lavede disse utrolige kreationer, og vi smagte på dem, lød det fra Paul King til People sidste år.
- De smagte meget bedre, end de behøvede, for skuespillere er jo gode til at lade som om, men miraklet var, at de smagte lige så godt, som de så ud.
Men chokoladespisningen havde ifølge instruktøren ingen indflydelse på Chalamets vægt.
- Det er et mirakel, at Timmy forbliver så slank og flot. Jeg prøver at fede ham op, men det er svært.