Kolleger mindes Bent Mejding: Et unikum og en ener
LÆS OGSÅ: Ghita Nørby ramt af Bent Mejdings død: - Han var vidunderlig!
De gamle skuespillerlegender synes i den grad at falde på stribe for tiden.
Senest er Bent Mejding død af en alvorlig lungebetændelse. Skuespilleren gik bort mandag 85 år gammel.
Mejding nåede blandt andet at medvirke i kulturskattene ”Matador” og ”Olsen Banden”, mens han en overgang var leder på Det ny Teater og desuden instruerede et hav af film.
Hans store arbejde i skuespillerbranchen er bestemt ikke gået ubemærket hen hos kollegaerne.
Det mærkede man tirsdag aften i Grand Teatret, hvor der var premiere på filmen ”Quislings sidste dage”.
Her fangede SE og HØRs reporter blandt andet Ask Hasselbalch, der havde modtaget nyheden om Mejdings død, kort før han mødte op på den røde løber.
- Jeg havde glæden af at arbejde med Bent på ”Antboy 3”-filmen, hvor vi var sammen i en dag. Det var ret fantastisk, for jeg var ret stor fan af Bent Mejding på grund af både ”Matador” og ”Reptilicus”, fortalte filminstruktøren.
- Det er selvfølgelig sørgmodigt, men man må også tænke på, hvad han har bidraget med til dansk kultur. Og han var virkelig et unikum og en ener, så jeg har været meget glad for at arbejde med ham, fortsatte han.
Også skuespiller Joachim Knop var trist over nyheden.
- Det er desværre mange år siden, jeg har set ham, og jeg havde også hørt, at han var syg, så det er ikke noget kæmpe chok, men trist alligevel at vinke farvel, sagde han.
De to arbejdede blandt andet sammen i filmen ”Drengene fra Sankt Petri” fra 1991.
- Jeg vil heldigvis aldrig glemme ham, som alle de andre, der dør for tiden. De lever videre i mit hjerte, sagde Joachim Knop.
Det var Bent Mejdings kone, Susse Wold, der tirsdag oplyste om hans død. De to nåede at være sammen i hele 53 år.