KrimiI går

"MGP"-stjerne slæbes i retten: Vold mod pædagog og stjålet PlayStation

Politiet mener, at den 17-årige har udøvet vold mod nogen i offentlig tjeneste - derudover er den unge sanger tiltalt for indbrudstyveri og tyveri fra et bosted, hvor han angiveligt har stjålet en PlayStation 5
Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til den unge sanger.
Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf til den unge sanger.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: Jamaika skal i retten (igen): Trusler på livet, narkokørsel og hash i fængslet

Der var ingen tvivl om, at seerne var vilde med ham, da han tonede frem på skærmen og sang foran hele Danmark ved børnemelodigrandprix (MGP).

Men nu er den 17-årige unge mand blevet tiltalt i en sag, som handler om vold, indbrudstyveri og tyveri.

Det fremgår af sagens anklageskrift, som SE og HØR er i besiddelse af.

Ifølge anklageskriftet er "MGP"-stjernen tiltalt sammen med en 15-årig dreng for at have udøvet vold mod en pædagog på et bosted 28. maj i år.

Det er politiets vurdering, at sangeren hoppede frem mod den pågældende pædagog, hvor han ramte pædagogen i ansigtet med skulderen, ligesom medtiltalte angiveligt - med begge hænder - skubbede pædagogen på skulderen.

Anklagemyndigheden mener også, at teenagerne på selvsamme bosted 11 dage senere - altså 8. juni - havde skaffet sig adgang til et værelse, som tilhørte en anden person.

Og fra det værelse stjal "MGP"-stjernen sammen med medtiltalte tilsyneladende flere parfumer, et bælte og et armbånd til en pt. ukendt værdi.

Anklagerne mod den unge sanger stopper ikke her.

Ifølge anklageskriftet har "MGP"-stjernen sammen med medtiltalte også stjålet en PlayStation 5 til en værdi af cirka 3.500 kroner fra selvsamme bosted.

Der er nedlagt påstand om, at retten bestemmer, at sangeren og medtiltalte skal have deres sager behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Ungdomskriminalitetsnævnet er et uafhængigt nævn, som medvirker til at forebygge ungdomskriminalitet.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra "MGP"-stjernens forsvarsadvokat for at høre, hvordan han forholder sig til anklagerne fra politiet - det har i skrivende stund ikke været muligt.

Sangeren er tiltalt efter straffelovens paragraf 119, som straffes med bøde eller fængsel i op til otte år.

Derudover er han tiltalt efter straffelovens paragraf 276 - her er strafferammen fængsel i op til halvandet år.

Straffen kan dog stige til seks års fængsel, såfremt der er tale om tyveri af særlig grov karakter.

SE og HØR følger sagen om "MGP"-stjernen, som er berammet og skal for retten inden længe.

Sponsoreret indhold