L.O.C. om ny kæreste: - Hun er 10 år kønnere
LÆS OGSÅ: L.O.C. bekræfter stand-up turné: Jeg er blevet træt af at rime
Privatlivet har Liam O’Connor altid holdt helt tæt.
Men nu skal der sælges billetter til en stort anlagt debut-comedytour, så nu åbner Aarhus-rapperen for posen.
– Nu har I ikke set min søn, men han er den smukkeste Hitlerjugend i hele verden, siger L.O.C. i sin første komikeroptræden for nylig.
– Han er høj af statur som sin far, blond ligesom sin mor, og så har han isblå øjne, fortsætter rapflaben.
Liam og Christiane har aldrig delt af billede af sønnen Constantins ansigt, men han er altså en flot, arisk fyr, hvis man spørger farmand.
Den otteårige knægt er dog ikke latterdebutantens eneste arving.
Ny dame - to døtre
For fem år siden blev Liam og Christiane skilt – og den prisbelønnede rimsmed var hurtigt tilbage på markedet.
– Som enhver anden rationel mand går jeg ud og finder en kæreste, som er 10 år kønnere … øhhh, yngre, brøler L.O.C. ud i en stopfyldt Royal Arena, hvor han opvarmede for komikkvartetten ”Bros” med bl.a. Melvin Kakooza og Hadi Ka-Koush.
Det er yderst sparsomt, hvad offentligheden ved om den dansk-irske rapkonges nye kæreste.
Men også på det punkt deler Liam glædeligt ud i promoveringen af sig selv som komiker.
Aarhusianeren fortæller således glædeligt, at hans nye, bedre halvdel, som har født ham to døtre, er af afrikansk afstamning.
Derfor ligner døtrene heller ikke ligefrem Constantin med blondt hår og blå øjne.
– Da min datter blev født, var hun askegrå, havde askegråt hår, og lignede en sur, lille mand, afslører L.O.C. med et stort grin.
I sin første optræden har Liam publikum i sin hule hånd – og det lover genialt for den komikertour, han skal på i det nye år – med knap 30 shows fordelt over hele landet.