Marius Borg Høibys ekskæreste med ny påstand: Forsøgte at advare kronprinsparret
LÆS OGSÅ: Nye chokbilleder af Marius Borg Høiby
Skandalen omkring den tiltalte papprins Marius Borg Høiby i Norge forsætter med at rulle.
I weekenden blev det således kendt, at Høibys ekskæreste Juliane Snekkestad skulle have skrevet til kronprinsessen Mette-Marit i 2023 for at advare hende om hendes søn.
Og nu står en af Marius Borg Høibys andre ekskærester Nora Hauklund så frem og fortæller i Aftenposten, at hun også forsøgte at advare både kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Håkon omkring Høibys problemer.
Mødtes med dem
Ifølge Haukland skulle hun havde bedt om et møde med kronprinsparret, hvor hun fortalte dem, at Høiby havde brug for "professionel hjælp":
- De sagde, at de ville prøve. Vi forsøgte alle at få ham på afvænning, men man kan ikke tvinge en voksen mand. Det er respektløst af Marius ikke at tage ansvar og gøre noget for at få det bedre. Det påvirker konstant andre, siger hun til mediet.
Ifølge Nora Haukland talte de dog ikke om vold eller trusler på mødet, som hun ellers tidligere har anklaget Marius Borg Høiby for.
Det norske kongehus har ikke ønsket at kommentere på de konkrete påstande, skriver det norske SE og HØR. Det skyldes, at "sagen behandles af retssystemet", lyder det i en udtalelse.
Sigtet for vold og hærværk
Den norske influencer Nora Haukland, 29, og Marius Borg Høiby gik fra hinanden i 2023.
Efterfølgende har Haukland hævdet, at hun er blevet slået, sparket og kvalt af Marius. Hun anklager ham desuden for at have raseret hendes lejlighed. Hun er dog ikke den eneste af Marius Borg Høibys ekskærester, der har anklaget ham for vold. Det har ekskæresten Juliane Snekkestad også, som han var sammen med fra 2018-2022.
Marius Borg Høiby nægter alle anklager mod ham om mishandling fra tidligere ekskærester.
Det er efterhånden flere måneder siden, at den 27-årige Marius Borg Høiby blev anholdt af det norske politi for en voldsepisode mod en 20-årig kvinde. En episode, som han har undskyldt for offentligt - ligesom han også har indrømmet, at han har begået vold og taget rusmidler i forbindelse med episoden.
Efterfølgende er papprinsen blevet sigtet for både vold, trusler og hærværk, ligesom flere skeletter også er væltet ud af skabet siden da - eksempelvis at papprinsen skulle have et problem med narkotika.