Nyheder16. november 2024

Ti nyfødte mister livet i brand på hospital i Indien

45 spædbørn blev reddet ud i live, mens ti omkom i brand, som brød ud på neonatalafdeling i Uttar Pradesh
En kvinde bærer et barn væk efter branden på neonatalafdelingen i byen Jhansi.  
En kvinde bærer et barn væk efter branden på neonatalafdelingen i byen Jhansi.
 Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix

Ti spædbørn omkom fredag aften i en brand på et hospital i det nordlige Indien, og yderligere 16 nyfødte børn kom til skade.

Det oplyser myndighederne i den indiske delstat Uttar Pradesh ifølge nyhedsbureauet AP.

Det er foreløbig uklart, hvad der forårsagede branden, som brød ud på en intensivafdeling for nyfødte og for tidligt fødte børn i byen Jhansi.

Lørdag har viceoverministeren fra delstatsregeringen i Uttar Pradesh besøgt hospitalet. Han lover, at ofrenes familier vil blive hjulpet, og at der iværksættes en grundig efterforskning af branden.

- Vi vil finde ud af, hvem der er ansvarlige for denne tragedie, og skride til handling. Regeringen er med familierne i denne svære tid, siger ministeren, Brajesh Pathak, til AP.

Da brandvæsnet ankom til hospitalet fredag aften, var neonatalafdelingen - afdelingen for de for tidligt fødte og nyfødte børn - indhyllet i flammer.

Brandfolkene måtte smadre vinduer i bygningen for at komme ind til børnene. I alt blev 45 spædbørn reddet ud fra hospitalet i live.

Meget tyder på, redningsindsatsen kunne være sket hurtigere.

Selv om der var installeret røgalarmer på afdelingen, blev de ikke aktiveret, da branden brød ud. Det var først, da ansatte på hospitalet opdagede, at der kom røg fra neonatalafdelingen, at brandvæsnet blev tilkaldt.

Øjenvidner fortæller til AP, at der gik omkring 30 minutter, fra branden brød ud, til brandvæsnet nåede frem.

- Hvis alarmen havde virket, kunne vi have handlet hurtigere og reddet flere liv, siger Naresh Kumar, der er far til et af de omkomne børn, til AP.

Det fremgår ikke, hvor børneafdelingens ansatte befandt sig, da branden brød ud hos de nyfødte.

Delstaten Uttar Pradesh ligger i det nordlige Indien og grænser op til Nepal.

Sponsoreret indhold