Kendte6 timer siden

Rachel Ellebye dybt berørt efter "Vild med dans"-exit: - Det er svært

Den tidligere "Årgang 0"-stjerne var snublende tæt på en finaleplads, men sådan skulle det ikke gå. Tårerne fik helt naturligt frit løb efter afgørelsen
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
En stolt, men også meget rørt, Rachel satte ord på semifinale-exittet efter afgørelsen.
 Video: Lars H. Laursen. Journalist: Oliver Morell Andersen.

LÆS OGSÅ: Fortsætter Cilia Trappaud i "Vild med dans"? Her er hendes kryptiske svar

Så gik den ikke længere.

Semifinalen blev endestationen for Rachel Ellebye og Thomas Evers Poulsen i dette års "Vild med dans".

Det står klart, efter et nervepirrende show, hvor det i sidste ende var op til seerne at vurdere, hvem der skulle sendes videre i finalen. Her stod det nemlig klart, at det var "Årgang 0"-stjernen, der trak det korteste strå.

Da kameraerne skulle til at slukke, og Rachel skulle sætte ord på det hele, var hun da også tydeligt berørt.

- Det er svært, men jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme så langt i ”Vild med dans”. At stå i semifinalen og få flotte ord med på vejen. Jeg er virkelig, virkelig stolt.

Men selvom parret snublede på målstregen, lægger Thomas Evers Poulsen ikke skjul på, at han er stolt af sin dansepartner.

- Man kunne ikke ønske sig nogen bedre elev, når folk smider alt ind på rød og giver det hele. Mere kan man simpelthen ikke forlange.

- Der var ikke noget, jeg hellere ville se end at Rachel fik den sidste helt store oplevelse med, som selvfølgelig er at komme i finalen.

I lørdagens semifinale fortalte Rachel, hvordan der var tikket negative kommentarer ind i indbakken.

En rørt Rachel fortalte derfor også, at hun var glad for, at de hårde kommentarer, som sendte hende ud noget tidligere end semifinalen, ikke fik ret.

- Det er selvfølgelig også svært, når man får de der negative kommentarer, men så har jeg bare tænkt, ”okay nu går jeg bare ud og prove them wrong.

- Og det har du gjort uge efter uge, tilføjer Thomas inden Rachel fortsætter.

- Der var nogle, der skrev, at jeg skulle være røget ud allerede i program to, men jeg kom på en fjerdeplads. Jeg har slået flere af dem, der var favoritter til at starte med.

- Jeg er gået ud og har nydt det, og folk kunne lide det. Så det er jeg så glad for. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Hvad vil du tage med dig fra ”Vild med dans”?

- Desværre ikke de flotte kjoler. Et fantastisk venskab med Thomas. Jeg er så glad for at have været din dansepartner.

Med Rachel og Thomas' exit betyder det også, at finalen i år står mellem Morten og Malene, Rasmus og Asta samt Eugen og Anna.

Du kan se hele interviewet med Rachel og Thomas i videoen øverst i artiklen.

Sponsoreret indhold