Efter skilsmisse: Wanda Nara anmelder Mauro Icardi for vold
Forholdet mellem Wanda Nara og Mauro Icardi syntes længe at være en rutsjebanetur, der aldrig sluttede.
Alligevel virkede det til, at turpasset blev slidt op i sommer, da parret valgte at lade sig skille.
Det viser sig nu bare at være en lille stille passage undervejs. Nu skriver flere argentinske medier, heriblandt La Nacion, i hvert fald, at dramaet slet ikke er slut.
Wanda Nara skulle nemlig have anmeldt eksmanden for vold.
Ifølge mediet handler det helt specifikt om en hændelse, hvor fodboldspilleren har opholdt sig i eksparrets fælles hus med deres to børn, da modellen pludselig troppede op med sin nye fyr, rapperen L-Gante.
Det behagede åbenbart ikke Galatasaray-spilleren, for det er her, et stort skænderi skulle være startet. Et skænderi så voldsomt, at det nu er blevet til en anmeldelse for vold.
Mauro Icardi har dog kraftigt nedtonet hændelsen, som han nægter skulle have haft noget med vold at gøre.
Forinden skilsmissen i sommer har parret tidligere været gavmilde til at dele ud af deres interne stridigheder.
Da de brød med hinanden allerede tilbage i 2022, var det med offentlige tilsvininger, der indeholdt udtryk som "giftig" og "kontrollerende".
Siden fandt de sammen igen, men kun for senere at lave samme finte - denne gang krydret med rygter om blandt andet utroskab.
Nu må tiden så vise, om det seneste "loop" på rutstjebaneturen, voldsanmeldelsen, bliver det sidste.
Mon dog?