The Minds of 99 røber stor nyhed: En vild omgang
I juni måned skrev The Minds of 99 historie, da de erobrede Parken i København med tre udsolgte koncerter, der væltede publikum omkuld.
Bandet slog flere rekorder og for første gang nogensinde har et band spillet i Parken tre dage i træk.
Var du ikke en af de heldige, der oplevede koncerten live, så har du nu mulighed for at få et unikt indblik.
Koncerterne blive nemlig vist på det store lærred i de danske biografer næste år, og seerne kan godt forvente sig noget af et show.
- Vi har set filmen, og først var det lidt hårdt, da den er meget ærlig, men vi kan godt lide den. Den holder sgu, synes vi. Det er blevet en spændende og anderledes koncertfilm. Først og fremmest oplever man musikken på en fed måde, men man kommer også ind under huden på os. Der er noget på spil – det er ikke en gratis omgang, for vi er meget åbne. Det kilder, og det kan vi godt lide, siger forsangeren Niels Brandt i en pressemeddelelse og tilføjer:
- Koncerterne i Parken står som noget af det vigtigste, vi har gjort til dato, og den nerve har Martin (Instruktørr.,red) virkelig fanget. Vi kan genkende os selv i det. Også selvom det ikke altid er flatterende. Filmen er som de dage og tiden op til var – en ægte vild omgang.
20. Februar får koncertfilmen "The Minds of 99 - Tre døgn i Parken" premiere.