Prins Harry får halstatovering af countrystjerne i opsigtsvækkende video
I et sjovt klip på Instagram mødes Prins Harry og den amerikanske countrystjerne, Jelly Roll i tatovørsalonen East Side Ink i New York for på utraditionel vis at offentliggøre, at sidstnævnte spiller til Invictus Games i 2025.
Det skriver det amerikanske medie People.
I klippet ser man Prins Harry indtage stolen i tatovørsalonen i New York. Det er også stedet, hvor stjerner som Robert Downey Jr., Scarlett Johansson og Bruce Willis tidligere er blevet tatoveret.
- Er han her snart?, lyder det fra prinsen i starten af klippet.
Kort efter træder en storsmilende Jelly Roll ind ad døren og stikker lappen frem for at hilse på Prins Harry.
- Jeg kunne ikke tro på det, da de ringede og sagde, at jeg skulle give Prins Harry hans første tatovering, griner den amerikanske countrystjerne, som selv er dækket af tatoveringer - blandt andet i ansigtet.
Den idé er den britiske prins Harry dog ikke helt med på.
- Der er ingen tatoveringer på bordet her, lyder det afvisende fra Prins Harry.
Men så får den amerikanske countrystjerne en god idé: Han kunne jo optræde som hovednavnet til Invictus Games i 2025, hvis prinsen lader sig tatovere. Ovenikøbet vil det være en tatovering til ære for sportsbegivenheden. Den aftale ender Prins Harry så med at takke ja til og overgiver sig til den ivrige musiker.
Invictus Games er en international sportskonkurence, hvor krigsveteraner og tidligere soldater dyster i forskellige discipliner. Konkurrencen blev startet af Prins Harry i 2014, som selv har en fortid som kaptajn i det britiske millitær.
Videoen slutter med, at Prins Harry betragter det færdige resultat på sin hals i spejlet.
- Er det dit navn? Står der Jelly Roll? Har du tatoveret dit navn på min hals? Vent, vent, vent! lyder det febrilsk fra prinsen.
- Vi ses i Vancouver! Lyder det fra Jelly Roll, før han hurtigt smutter igen.
Det blev tirsdag offentliggjort, at Jelly Roll er hovednavnet til afslutningsshowet ved Invictus Games i Vancouver i februar næste år. Det fulde musikprogram til Invictus Games vil blive offentliggjort onsdag, lyder det.
Ifølge People er videoen filmet i september i år. Prins Harry er blev set flere gange siden - dog uden halstatovering.