I dag sker det: Liam Payne bliver begravet
I dag siger de allernærmeste et sidste farvel til Liam Payne, der på tragisk vis døde, da han i sidste måned styrtede i døden fra en hotelbalkon i den argentinske hovedstad Buenos Aires.
Ifølge de britiske medier bliver Liam Payne begravet ved en både smuk, intim – og ikke mindst privat – ceremoni et sted i det sydøstlige England.
Det bliver således kun de allernærmeste, der senere i dag tager i plads i kirken for at tage afsked med den 31-årige musiker.
Ifølge de britiske medier forventes det, at Liam Paynes forældre og hans to søstre vil deltage. Det samme vil sønnen Bear, som han fik med sangerinden Cheryl Cole – og også kæresten Kate Cassidy, som var kæreste med musikeren frem til hans alt for tidlige død.
Også Liam Paynes fire One Direction-bandmedlemmer Niall Horan, Harry Styles, Louis Tomlinson og Zayn Malik forventes ifølge britiske medier at møde op, ligesom det forventes, at Simon Cowell, der stod bag den populære gruppe, også vil deltage.
Det er dog ikke alle nære venner, der er velkomne. Roger Nores var Liam Paynes gode ven og, ifølge ham selv, tidligere manager, men han er i øjeblikket en del af efterforskningen i Argentina efter One Direction-stjernens død.
Nores var nemlig sammen med Liam Payne på CasaSur Hotel i Buenos Aires, og det har fået familiemedlemmer til at bede Roger Nores om at holde sig væk, når stjernen i dag sendes ud på sin sidste rejse.
One Direction-sangeren bliver ifølge BBC begravet fra en kirke i grevskabet Buckinghamshire, der ligger lidt nordvest for London.
Efter den private ceremoni vil der blive afholdt en mindehøjtidelig for sangeren.
Liam Payne døde 16. oktober, da han styrtede i døden fra det såkaldte CasaSur Palermo Hotel i Argentinas hovedstad.
Den efterfølgende obduktion viste, at den britiske sanger havde spor af kokain, alkohol og antidepressiv medicin i blodet, da han faldt i døden.
Liam Payne var blot 14 år, da han stillede op i den britiske udgave af sangkonkurrencen "X Factor". Her blev dog i første omgang frasorteret. To år senere prøvede han igen, og her blev han – sammen med fire andre – en del af popgruppen One Direction.