Krimi20. november 2024

Ung dansker fundet død i Vietnam: "Vandet gik os til hofterne"

En tragisk ulykke har kostet en ung dansk mand i starten af tyverne livet i den berømte turistby Hoi An i Vietnam. Nu fortæller dansk kvinde i byen om farlige oversvømmelser

En dansk mand i starten af tyverne blev tirsdag eftermiddag lokal tid fundet død i Hoai-floden i turistbyen Hoi An i Vietnam.

Det skriver vietnamesiske medier. Dødsfaldet er også bekræftet af Udenrigsministeriet.

Nu fortæller en dansk kvindelig turist, som er i Vietnam på ferie med sin familie, og som befandt sig i Hoi An tirsdag, hvordan voldsomt vejr har fået floden til at gå over sine bredder. Og at det kan have kostet den unge dansker livet.

- Vandet fra floden stod os til anklerne. Senere steg vandet flere steder til hofterne, lyder det fra den danske kvinde om oversvømmelserne i Hoi An i Vietnam i starten af ugen.

De pårørende til den afdøde dansker har på sociale medier spurgt om hjælp til at finde deres savnede familiemedlem i opslag, som er blevet delt vidt og bredt.

I efterlysningen kunne man læse, at han sidst blev set klokken to om natten lokal tid på baren "Cowboy Bar" i Hoi An. Han var formentligt på vej hjem til sit hostel, da den tragiske ulykke skete.

Ifølge den danske kvindelige turist i Hoi An, som SE og HØR har talt med, var der så meget vand i byen fra floden, at det var meget farligt at bevæge sig rundt.

- Det (stigende vand red.) har gjort det svært at skelne mellem stien og floden, da man ikke har kunne se kanten, lyder det fra den kvindelige turist i Vietnam.

- Det er virkelig tragisk for hans familie og venner, lyder det fra den danske kvinde.

Ifølge vietnamesiske medier var det en forbikørende cykeltaxachauffør, der opdagede liget i floden omkring klokken 14 lokal tid tirsdag.

Herefter blev politiet tilkaldt for at efterforske dødsfaldet.

De vietnamesiske medier skriver også, at sagen har fået stor offentlig opmærksomhed blandt lokale. Det genkender den kvinde som SE og HØR har talt med, og som befandt sig i Hoi An, da beskeden om den afdøde dansker blev meldt ud.

- De lokale var meget berørte af situationen. De græd faktisk, siger hun til SE og HØR.

Den unge afdøde dansker var ifølge SE og HØRs oplysninger i starten af tyverne. Han var taget til Vietnam med fire venner for at rejse rundt og opdage det sydøstasiatiske land.

Sponsoreret indhold