Krimi12 timer siden (opd. 11 timer siden)

21-årig skal i fængsel: Narrede penge ud af 13 ældre

En 21-årig mand erkendte sin rolle i en sag om svindel af ældre. Ifølge politiet hentede han betalingskort

Søgninger som "gamle navne kvinder" og "hvor bor der flest ældre" gik ifølge Midt- og Vestsjællands Politi forud for et svindelnummer, hvor 13 ældre mennesker blev bedraget for samlet 193.000 kroner.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

En 21-årig mand har torsdag tilstået sin rolle i sagen. Det koster ham en fængselsstraf på et års fængsel.

Ifølge politiets efterforskning hentede han betalingskort og koder hos de ældre, efter at andre over telefonen havde overbevist dem om at udlevere dem.

- Der har været tale om nogle meget aktive svindlere, der ikke har haft nogle skrupler ved at snyde ældre medborgere for deres penge. De har systematisk arbejdet sig igennem forurettede i hele hovedstadsområdet, siger anklager Marutha Thayaphran i pressemeddelelsen.

Ud over de 13, var der yderligere tre tilfælde, hvor de ældre fattede mistanke og fik spærret kortet, før at der blev hævet penge fra det.

En 27-årig mand er også mistænkt i sagen. Hans sag skal for retten på et senere tidspunkt, skriver politiet.

Den 21-årige vil overveje, om han vil anke straffens længde.

Sagen er et eksempel på kontaktbedrageri, som er en type kriminalitet, som har været i vækst.

Typisk bliver ofrene kontaktet med en alarmerende besked i telefonen om, at der er noget galt på deres bankkonti.

Derefter kommer et falsk bud forbi hjemme hos ofrene for at hente deres dankort.

I pressemeddelelsen opfordrer politiet til, at man taler med sine ældre pårørende eller ældre, som man er kontakt med på anden vis, så de kan være opmærksomme på risikoen for svindel.

Sponsoreret indhold