Nyheder21. november 2024

Vandt to millioner kroner på nettet: Nu har politiet taget gevinsten fra dansk musikboss

Fik endelig 888casino.dk til at udbetale pengene - men nede i banken gik det helt galt
Manden gik fra 20.000 kroner til to millioner på én aften i Blackjack. Pengene har han ikke set skyggen af.
Det tog uger for manden at gå fra 20.000 kroner i indsats til to millioner i en gevinst, der faktisk landede på hans konto. Men det betyder ikke, at han er kommet nærmere sine penge.
 Foto: Colourbox

Har du oplevet noget lignende? Skriv til journalisten fortroligt på mathias@sh.dk

Dette skulle være begyndelsen på historien om, at det kan betale sig at brokke sig. Faktisk så højlydt at der går et par millioner kroner ind på kontoen, når brokkeriet er godt gennemført.

Og det var da også planen, da en dansk mand, der arbejder i toppen af den danske musikbranche, for nogle uger siden kontaktede SE og HØR.

Manden, som vi kender identiteten på, har ønsket at være anonym. Ikke mindst efter han nu er landet i nye og større problemer, end da han oprindeligt kontaktede medierne.

Dengang var problemet, at en vellykket hånd på 888casino.dk ikke udløste den lovede gevinst på to millioner kroner. Udbetalingen gik i så omfattende en hårknude, at han efter ugers forsøg på en løsning kontaktede SE og HØR.

Det var en god idé - forleden stod pengene nemlig endelig på hans konto i Sydbank. Og her kunne det hele så slutte.

Men banken og ikke mindst de danske myndigheder ville det anderledes. For da den danske musikboss bad om at få den største del af beløbet udbetalt til en konto i hans nye hjemby Dubai, "klappede" de danske regler for mulig hvidvask.

Politiet besluttede med loven i hånden at låse kontoen. Og pengene, ja, de står fortsat i Sydbank, mens han og myndighederne grubler over, hvad det næste skridt skal være.

En mulighed er at tage sagen i retten. Men før han og de danske myndigheder bliver enige, kommer pengene i hvert fald ikke videre. Det tør vi godt vædde på!

Sponsoreret indhold