Finn Nørbygaard sagde stop: Ingen alkohol på jobbet
LÆS OGSÅ: Jacob Haugaard frygtede for Finn Nørbygaards liv
I 40 år har Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard - begge 72 år gamle - været makkere i radioen, på fjernsynet og på film.
I TV2 Charlies portrætprogram ”Finn og Jacob på vejen igen” får man en tur ned ad mindernes sti, med de to herlige fyre.
Men faktisk er de to også blevet meget nære venner. Selvom Finn og Jacob ikke arbejder kontinuerligt sammen i dag, så ses de ofte, når Finn suser fra Sjælland mod Jylland på job.
- Det er mest mig, der besøger Jacob, når jeg kommer omkring Fyn.
- Vi er sgu lidt ligesom kvinder, vi sætter os ned og så går knæveren bare, indtil vi bliver trætte. Så går vi i seng, og så står vi op, og så kører jeg videre på job, fortæller Finn Nørbygaard til SE og HØR.
Der er aldrig en agenda, når de mødes. De nyder bare hinandens samvær og får mange gode grin.
- Vi er så heldige, at vores totale forskellighed til trods så holder vi vanvittig meget af hinanden. Vi nyder ganske enkelt hinandens samvær, siger han om sin nære ven og gode kollega.
Selvom de på mange måder sammenligner deres forhold med et godt ægteskab, så har det hele været gnidningsfrit. De har haft et enkelt skænderi omkring udregningen af deres honorar i den spæde begyndelse.
- Det handlede om, om vi skulle tage vores honorar og dele det i to, og så tage udgifterne, og dele dem i to og så trække det fra.
- Eller om vi skulle tage vores honorar og så tage udgifterne og trække dem fra og dele det i to, det gav jo fuldstændig det samme. Det var en vanvittig åndsvag snak, siger Finn med et stort grin.
Desuden har Finn en gang for alle sagt stop overfor Jacobs drikkeri.
. Vi havde et pressemøde på en udgivelse af et kassettebånd. Ved det pressemøde, havde Jacob fået noget at drikke, og der sagde jeg til ham, at det vi laver, betød så meget for mig, så hvis han nogensinde var fuld igen på arbejde, så var jeg ude af vores samarbejde, fortæller Finn.
Det accepterede Jacob, og selvom han i mange år var misbruger, så drak han aldrig, når de var på arbejde sammen.
- Han fandt ud af, at når jeg sagde det, så var det alvor. Jeg kunne ikke arbejde med det, selvom jeg var rigtig glad for det arbejde vi havde sammen, erkender Finn.
Flere år senere valgte Jacob at gå i alkoholbehandling og er i dag tørlagt. Og den måde det er sket på, har virkelig imponeret hans mangeårige ven.
- Man kan godt opleve, at folk ændrer sig og bliver psykisk kastrerede, når de stopper med at drikke. Der er det så fabelagtigt med Jacob.
- Han har kun taget alkoholen ud, han er stadig lige så skør og rablende anarkistisk, som han altid har været, siger Finn om sin gode ven.