Guvernøren i den amerikanske delstat New York ophævede fredag en over 100 år gammel lov, som gjorde det ulovligt at være sin ægtefælle utro.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det var den demokratiske guvernør, Kathy Hochul, der underskrev et lovforslag om ophævelse af loven. Den har eksisteret siden 1907 og er længe blevet betragtet som både forældet og vanskelig at håndhæve.
- Disse sager bør klart håndteres af folk selv og ikke af vores strafferetlige system. Lad os fjerne denne tåbelige, forældede lov én gang for alle, sagde hun.
Det er forbudt at være utro i flere amerikanske stater.
Loven i New York blev indført for at gøre det sværere at blive skilt. Da loven blev indført, kunne man kun blive skilt ved at bevise, at ens ægtefælle havde været utro.
New York har defineret utroskab som, "når en person har seksuelt samkvem med en anden person, på et tidspunkt hvor han har en levende ægtefælle, eller den anden person har en levende ægtefælle".
Ifølge en artikel i The New York Times blev loven første gang brugt, et par uger efter at den var trådt i kraft. Her blev en gift mand og en 25-årig kvinde anholdt.
Loven blev ifølge AP sidst håndhævet i New York i 2010, da en kvinde blev pågrebet, mens hun dyrkede sex i en park. Anklagen om utroskab frafaldt senere som led i et forlig.
Ifølge Charles Lavine, der er medlem af New Yorks lovgivende forsamling, er omkring ti personer blevet sigtet for at have overtrådt loven siden 1970'erne. Blot fem af de sager endte med domfældelser.
New York var tæt på at ophæve loven i 1960'erne. En delstatslig kommission havde fået til opgave at evaluere loven og konkluderede, at den var næsten umulig at håndhæve.
Men en politiker pointerede, at en ophævelse ville få det til at se ud, som om staten officielt støttede utroskab. Det fremgår ifølge AP af en artikel fra The New York Times fra 1965.