Nyheder7 timer siden (opd. 7 timer siden)

DMI: Det bliver lunt og vådt

Det bliver ikke nødvendigt at finde kælken frem igen i den kommende uge, der byder på lunere vejr og regn
Ifølge DMI vil det være en god ide at finde regntøjet frem.
Ifølge DMI vil det være en god ide at finde regntøjet frem.
 Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Efter sidste uges vinterlige vejr og med decembers komme vil det være nærliggende at ønske sig sne i den kommende uge.

Det kommer imidlertid ikke til at ske, da ugen i første omgang byder på regn og temperaturer op til 15 grader.

Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.

- Vi fik jo en varmefront søndag, som gjorde, at sneen forsvandt. Det er lidt specielt, at vi havde syv graders frost forleden dag, og vi nu skriver syv grader om natten, siger han.

Særligt mandag bliver lun og våd, lyder det fra Klaus Larsen.

- Mandag har vi en koldfront og et område med regn, der ligger over Jylland. Det trækker mod øst først på eftermiddagen. I hele landet ligger vi mellem 10 til 15 grader, siger han.

Der vil være en let til hård vind fra sydvestlig retning og op til en kuling ved kysten.

Tirsdag falder vinden, og man får mulighed for at se sol. Til gengæld falder temperaturen.

- Vi får en sydvestlig strømning med lidt eller nogen sol og byger. Temperaturen ligger mellem 7 og 11 grader, siger Klaus Larsen.

Temperaturen fortsætter med at dale onsdag, hvor der fortsat er byger.

- Når vi kommer ud på eftermiddagen, bliver det mere skyet. Der begynder at komme noget regn til den sydlige del af landet, og det passerer i løbet af aftenen og natten til torsdag, lyder det.

Torsdag falder temperaturerne til mellem 5 og 8 grader.

- Der er stadig regn i luften - særligt i den sydlige del af landet. Resten af landet får primært tørt vejr med enkelte byger og solstrejf i ny og næ, lyder det fra meteorologen.

Der begynder også at komme nattefrost igen i særligt den indre del af Jylland, siger han.

- Fredag tager vi en tørvejrsdag med en svag nordlig strømning med lidt skiftende vind. Vi får mellem 2 og 7 grader i løbet af dagen, og om natten kan den indre del af Jylland få ned til 5 graders frost.

Men sne skal man ikke håbe på, siger Klaus Larsen.

- Det er lidt for lunt. Det kan ikke udelukkes, at der falder lidt slud, men det er hurtigt væk i noget regn igen, siger han.

Sponsoreret indhold