Sherri Papini blev fundet i live: - Jeg vidste, at noget var galt, da jeg så hende i øjnene
Et billede af en smilende kvinde med langt blondt hår fyldte i flere uger forsiderne af amerikanske – og også udenlandske – medier.
Billedet viste Sherri Papini fra byen Redding i Californien. Hun er mor til Tyler og Violet og tilsyneladende lykkeligt gift med ægtemanden Keith.
Men det var stort set også det eneste lykkelige, der stod i medierne.
For Sherri var hovedpersonen i dét, der bedst kunne beskrives som et uforståeligt og modbydeligt mareridt. Den 2. november 2016 forsvandt den unge kvinde under en løbetur, og der skulle gå omkring tre uger, før at hun blev fundet – stærkt forslået, lænket og forbrændt i vejkanten.
Søndag var det præcis otte år siden, at Sherri Papini blev fundet i live - og dermed er det altså også otte år siden, at en af verdens mest mystiske og opsigtsvækkende kriminalsager tog sin begyndelse.
Den lyshårede kvinde hævdede indledningsvis, at hun havde været holdt fanget af to spansklignende kvinder, der havde truet hende med en pistol og mishandlet hende, og at hun efter tre ugers mareridt var blevet smidt i vejkanten af sine kidnappere.
Sherrys historie sendte naturligt nok chokbølger gennem hele landet, og en enorm menneskejagt blev iværksat.
I næsten fem år forsøgte politiet at finde frem til Sherri Papinis kidnappere.
Men det lykkedes aldrig politiet at finde ud af, hvem de to gerningsmænd var.
Og det var der en ganske god forklaring på. For det viste sig, at der slet ingen gerningsmænd var. For Sherri havde aldrig været kidnappet.
I stedet var hun selv en forbryder, og i september 2022 blev Sherri Papini idømt 18 måneders fængsel for at have iscenesat sin egen kidnapning tilbage i 2016.
Foruden fængselsstraffen blev Sherri Papini også dømt til at betale 2,3 millioner danske kroner i kompensation til både California Victim Compensation Board, Social Security Administrationen samt den lokale politistation i Shasta County og FBI.
– Papini løj ikke kun overfor politiet, hendes venner og familie, hun gav også falske udtalelser til California Victim Compensation Board og Social Security Administrationen for at få udbetalt penge på grund af hendes påståede “posttraumatiske stress over at have været kidnappet”, lød det dengang fra dommeren.
Påførte selv skaderne
Den 2. november 2016 påstod Sherri Papini, at hun blev kidnappet af to kvinder, men virkeligheden var altså en anden.
I stedet efterlod den amerikanske kvinde sin bekymrede familie og tog ned til sin tidligere kæreste i Costa Mesa.
Her opholdt hun sig de næste tre uger, mens hun bryggede på den falske historie, der skulle få alle til at føle sympati med hende.
Hun gik endda så langt som til at påføre sig selv skader, så hendes løgnehistorie virkede mere troværdig. Selv hendes egen ægtemand forsøgte hun at bare.
Da ægtemanden Keith blev genforenet med sin hustru på hospitalet, var han i chok:
– Det første jeg så, var min kone i en hospitalsseng, hendes ansigt var dækket af skrammer, som var både gule og blå efter de mange tæv, lød det fra en chokeret Keith i 2016.
Siden har Keith dog indrømmet, at han fik en mærkelig fornemmelse i maven, da han blev genforenet med sin hustru på hospitalet:
- Med det samme jeg så hends ansigt, den måde hun kiggede på mig i det øjeblik, der følte jeg bare: Det her er falsk, det er ikke ægte, har Keith siden fortalte.
Løgn på løgn på løgn
Den efterfølgende efterforskning afdækkede, at det var Sherri Papini, der selv havde iscenesat den uhyggelige historie.
– I sidste ende viste vores efterforskning, at der aldrig havde fundet en kidnapning sted, og at ressourcer, der kunne være brugt på at efterforske rigtig kriminalitet, beskytte samfundet og give støtte til ofre, blev spildt på den sigtede, har advokaten i sagen, Phillip Talbert, tidligere udtalt til New York Post.
Sherri Papini holdt dog fast i sin løgnehistorie helt frem til august 2020, da hun endnu engang blev udspurgt om sin historie.
Allerede på det tidspunkt var efterforskerne nemlig begyndt at rette mistanken mod Sherri Papini selv. Flere ting i hendes forklaring virkede nemlig både mystiske og mærkværdige.
Brød sammen og tilstod
Sherri Papini havde som tidligere nævnt forklaret, at det var to kvinder, der havde kidnappet hende, og det havde flere af efterforskerne bidt mærke i. Det er nemlig særdeles sjældent, at kvinder er gerningsmænd i netop sådanne typer sager.
Desuden havde man ikke fundet DNA fra to kvinder på offeret.
I stedet havde man fundet DNA fra både en kvinde og en mand. Længe vidste politiet ikke, hvem mandens DNA tilhørte.
Men i 2020 fandt politiet et match mellem mandens DNA og Sherri Papinis ekskærestes far. Det var dét spor, der for alvor fik politiet til at mistænke, at Sherri Papini selv havde iscenesat kidnapningen for at være sammen med sin ekskæreste.
Politiet tog kontakt til ekskæresten, der brød sammen og tilstod hele fupnummeret. Han fortalte, at han og Sherri Papini havde planlagt "kidnapningen" – blandt andet havde de begge købt mobiler med taletidskort, så de i hemmelighed kunne planlægge, hvordan Sherri Papini skulle "kidnappes".
Planen lykkedes dog ikke – og Sherri Papini endte selv bag lås og slå. Hun blev løsladt i august sidste år - men blev ikke modtaget med kys og kram derhjemme. Et par måneder forinden havde Keith - forståeligt nok - ladet sig skille.