Nyheder5 timer siden

Ryanair skærer flere danske ruter fra

Til foråret trækker Ryanair sig fra Aalborg Lufthavn. Også i andre danske lufthavne reduceres kapaciteten
FILE PHOTO: Two Ryanair Boeing 737-8AS passenger planes taxi on a runway at Malaga-Costa del Sol airport, in Malaga, Spain, May 3, 2024. REUTERS/Jon Nazca/File Photo
Ryanair justerer antallet af flyafgange til og fra Danmark næste år.
 Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix

Ryanair skruer ned for antallet af flyafgange til og fra Danmark næste år.

Det fortæller luftfartsmediet Check-in.dk, der har talt med direktører i nogle af de mindre danske lufthavne.

Blandt andet Aalborg Lufthavn, hvor Ryanair trækker sig helt efter ellers at have fløjet til både London og Costa Brava i år.

En af årsagerne kan være, at Ryanair på grund af problemer hos Boeing ikke får leveret det antal nye fly næste år, som man oprindeligt forventede

Lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen fra Aalborg Lufthavn tror dog, at der kan være andre forklaringer.

- Jeg tror ikke, at kun det er kapacitet, der ligger også noget performance og den kommende passagerafgift bag.

- Det er en cocktail af det hele, siger han til Check-in.dk.

Ryanair har for nylig kritiseret den kommende danske passagerafgift, der i første omgang vil gøre det 30 kroner dyrere at flyve ud i Europa fra Danmark.

Selskabets marketingdirektør Dara Brady har for nylig sagt, at Ryanair af den grund hellere vil investere i nye afgange fra Sverige, hvor man har sløjfet en lignende passagerafgift.

Ifølge Check-in.dk lukker Ryanair også en række ruter fra Billund til sommer, ligesom Aarhus Airport mister portugisiske Faro.

Sponsoreret indhold