Dine penge5 timer siden

På med uldsweateren: Prisen på varme stiger i hele København

Ved årsskiftet får varmeprisen et nøk op for at dække for blandt andet inflation i hovedstaden
Radiatortermostater og andre installationer i hjemmet, Randers onsdag den 11. januar 2023.. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Det bliver en smule dyrere at være københavner i de kolde måneder i 2025.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Bor man i København, skal der sættes en smule ekstra af indtægten til side for at dække for ydelser til opvarmning af boligen i 2025.

Det oplyser Hofor, der leverer varme til hele hovedstaden.

Helt præcist betyder det, at prisen på varme stiger med tre procent ved årsskiftet.

- Når vi skal holde byen varm, kræver det, at vi renoverer rør, og at vi hele tiden udvikler systemet, så du kan være sikker på, at varmen er der, når du har brug for den. Samtidig finder vi nye metoder, så varmen bliver lavet med det lavest mulige CO2-aftryk.

- Prisen på materialer og råvarer er steget, og derfor bliver vi også nødt til at hæve prisen på fjernvarme med tre procent ved årsskiftet, fortæller direktør for Energi i Hofor, Gorm K. Elikofer.

For en klassisk københavnerlejlighed på 60 kvadratmeter betyder det, at den årlige udgift til varme i runde tal kommer til at ligge på 6600 kroner.

I en lejlighed på 80 kvadratmeter lyder varmeregning på 8600 kroner om året.

I en villa på omkring 130 kvadratmeter skal der afsætte knap 20.000 kroner, mens et rækkehus på lige under 120 kvadratmeter må smide 13.700 kroner om året for at holde varmen.

Hofor oplyser, at den nye varmepris er 762,88 kr./MWh

Sponsoreret indhold