Lauren Evens delte sit bryllupsbillede og fik hård kritik: Har du giftet dig med en 10-årig dreng?
Alle brudepar drømmer om en fantastisk bryllupsdag fyldt med gaver, glade mennesker, god mad – og smukke billeder.
Britiske Lauren Evens, 31, fik det hele – men desværre også lidt til af dét, man ikke ønsker sig: Nemlig kritik og hårde ord.
Den britiske influencer fortæller ifølge det britiske medie Daily Star, at det væltede ind med kritik fra mange følgere, da hun tilbage i august blev gift med sit livs kærlighed: 29-årige Hannah.
For det første var der mange, der slet ikke ville tro på, at 29-årige Hannah var en kvinde. Oveni var der mange, der tilføjede, at hendes ”mand” måtte være enten hendes søn eller en dreng på maksimalt 10 år.
- Nogle sagde, at det var dejligt, at jeg havde fået min 10-årige søn til at følge mig op ad kirkegulvet. Andre sagde, at det var klam, at jeg kyssede en ung dreng, fortæller Lauren Evens ifølge det britiske medie.
De mange beskeder blev en trist tilføjelse til parrets ellers så perfekte kærlighedsfest.
- Hannah er en hård nød, men kommentarerne støder mig, og de er vanvittig sårende. Folk tror, at man kan tillade sig at kalde mig en pædofil, og det støder mig. Mængden af krænkende beskeder er helt latterlig, siger hun ifølge det britiske medie.
Lauren fortæller videre, at hendes hustru tilsyneladende er født med gode gener. Hun har altid set ung ud af sin alder og skal stadig vise id, når de f.eks. går på bar. Det er formentlig også derfor, at mange har sendt hadefulde beskeder i retning mod parret – men det er ingen undskyldning, tilføjer Lauren.
Trods de voldsomme beskeder kan parret dog glæde sig over en anden ting: De bliver snart forældre – til trillinger vel at mærke!
Graviditeten er lykkedes med hjælp fra fertilitetsbehandling, hvor der er en forøget sandsynlighed for flerlinge, og det blev altså tilfældet for Lauren og Hannah.
De små vidundere ser dagens lys til næste år.