Kendte5 timer siden

Erik Rasmussen efter "Operation X"-afsløringer: - Jeg fortryder ikke en brik

Den skandaleramte eksfodboldspiller - og træner Erik Rasmussen står ved de handlinger, TV 2 for nyligt har afsløret ham i, og som har kostet ham formandsposten hos Brigther Horizons
Erik Rasmussen, 63, er kommet i vælten, efter TV 2-afsløringer. 
Erik Rasmussen, 63, er kommet i vælten, efter TV 2-afsløringer.
 Foto: TV 2

LÆS OGSÅ: Erik Rasmussens vilde fortid: Sexafhængighed, utroskab og shemales

I 12 år stod Erik Rasmussen i spidsen for organisationen Brighter Horizons, som ved hjælp af danske støttekroner hjælper kvinder ud af prostitution i det vestafrikanske land Sierra Leone.

Sideløbende med arbejdet i organisationen har den tidligere fodboldspiller og -træner selv haft sex med prostituerede i Sierra Leone.

Det afslørede TV 2 i programmet ”Operation X: Sex, løgn og skattekroner”, hvor Erik Rasmussen på skjulte optagelser selv fortalte TV 2’s muldvarp om sine sexeskapader med de vestafrikanske kvinder og ydermere forsynede TV 2’s muldvarp med kondomer og fif, inden journalisten foregav at begive sig ud for at købe sex.

Siden har han set sig nødsaget til at forlade organisationen, men han fortryder ikke, at han har betalt for sex.

Det slår han fast i TV 2-podcasten ”Dato”, som bestyres af Abdel Aziz Mahmoud. Det eneste, han fortryder, er, at han har fortalt om det.

- Ja, jeg har da fortrudt, at jeg har haft sagt det, selvfølgelig har jeg det. Længere er den da ikke, lyder det fra Erik Rasmussen.

Abdel vil gerne vide, om Erik Rasmussen fortryder at have haft sex med prostituerede, mens han har været involveret i Brighter Horizons’ arbejde.

Men det afviser Erik Rasmussen pure.

- Nej, overhovedet ikke, for jeg har aldrig nogensinde lavet noget overgreb mod nogen kvinde. Altså det var det, I har prøvet på at grave op i et år. Jeg har altid behandlet alle med respekt, og alle, der har arbejdet sammen med mig i Sierra Leone, er vanvittigt glade for det, som vi har lavet. Så nej, jeg fortryder ikke en brik omkring, hvad vi har gjort i Sierra Leone.

Hans største fortrydelse i hele moradset er, at han stolede på TV 2’s ”Operation X”-journalister, som bragte de afslørende optagelser onsdag aften.

Den stormombruste eksfodboldspiller afviser desuden, at der har været tale om sex mod betaling, men forklarer, at han giver kvinderne transportpenge, så de har til en taxa hjem.

Det er danskernes forståelse af verdensordenen, den er gal med. For han ville give alle transportpenge efter et besøg på hans hotel. Også samarbejdspartnere eller mænd, han havde taget med hjem fra en bar for at sludre videre med.

At han også har givet de prostituerede penge til en taxa hjem efter at have dyrket sex med dem, kan han ikke se problemet i og vil slet ikke kalde det at købe sex.

- Fordi jeg ikke har følt det som at købe sex. Jeg har følt det, som om jeg har haft en kvinde med hjemme, eller, som jeg siger, hvis jeg har haft alle mulige andre med hjemme på hotellet, så giver jeg dem penge, fordi de ikke har nogen penge.

Han tror heller ikke, kvinderne tænker, at de såkaldte transportpengene er betaling for seksuelle ydelser, siger han i udsendelsen.

Du kan høre hele udsendelsen her.

Sponsoreret indhold