Nye billeder og video afslører: Kronprins Christian kom helt tæt på savannens farlige dyr
Danmarks kommende konge er modig – og ikke bange for at komme helt tæt på de mest farlige dyr.
Således viser en video, som kongehuset netop har delt på de sociale medier, at kronprins Christian mødte selveste løvernes konge under sit tre måneder lange ophold i Østafrika.
I videoen ser man, hvordan 19-årige Christian forsigtigt afmonterer et gps-halsbånd på en stor løve, der heldigvis er blevet bedøvet inden mødet med kronprinsen.
Kronprins Christian sætter selv ord på eventyret med de vilde dyr:
- De seneste uger har jeg arbejdet med naturbevarelse. Jeg er både med til at overvåge og registrere dyr i bushen og passe kontoret på farmen. Som videoen viser, kommer jeg helt tæt på de vilde dyr, når de under bedøvelse får udskiftet deres gps-halsbånd, skriver han i opslaget, der altså blev delt tidligere på dagen.
Her giver kronprinsen også udtryk for, at tre måneder i Afrika har givet uforglemmelige oplevelser:
- Jeg lærer meget om livet hernede og har været med til at bygge nye huse til de ansatte. Og så har jeg spillet nogle gode fodboldkampe med de lokale. Men nu begynder jeg også så småt at glæde mig til at vende hjem til familien i Danmark og fejre jul om nogle uger.