Du betaler men...: Nu lukker kong Frederik helt ned
LÆS OGSÅ: Så elsket er kong Frederik et år efter Madrid
Kong Frederik strammer igen grebet om, hvad hans undersåtter må vide.
For selvom det ellers er resten af danskerne, der betaler for, at kongehuset kan hygge sig i enorme bygninger og gå på jagt på attraktive jordarealer, så har kongen besluttet, at den traditionsrige kongejagt i Gribskov i år bliver en helt privat affære.
Fredag kan B.T. således afsløre, at en af de ældste og mest traditionsrige begivenheder i kongehuset i år ikke kun bliver uden pressen, men at kongejagten nu er lukket endnu mere ned.
Deltagerlisten? En hemmelighed. Fotografier og detaljer? Ikke til at finde.
Sidste år, hvor pressen første gang blev bedt om at holde sig væk, delte kongehuset ellers både netop en deltagerliste og egne billeder. Men det er slut nu, skriver mediet efter at have været i kontakt med den kongelige husholdning.
Og det er et problem for mere end blot nysgerrige sjæle, mener eliteforsker ved CBS, Christoph Ellersgaard
- Det (deltagerlisten, red.) giver jo et signal til os om, hvem der er Kongehusets inderkreds, og hvem der måske kan drage økonomisk fordel af det på et andet tidspunkt, siger han og kalder Fredes beslutning for et problematisk skridt.
Den gør det ganske enkelt sværere at holde magten, som kongehuset skyder og spiser med, i ørerne.
Helt i tråd med den tradition, som kong Frederik altså hylder med sin beslutning, ønsker kongehuset på ingen måde at kommentere sagen.