Kæmpe ændring i kongehusets julekalender: Ingen hjemlig julehygge
LÆS OGSÅ: Du betaler men ...: Nu lukker kong Frederik helt ned
De seneste år har det danske kongehus talt ned til jul med sine mere end en million følgere.
I den royale families nedtællingsføljeton har danskerne fået glimt af julehyggen bag slottets tykke mure.
Vi har været med på snedkerværkstedet, hvor adventskransen er snedkereret. Vi har været med i stalden, hvor de 12 hvide kladrubere har til huse. Vi har været med i garagen, hvor kongehusets enorme vognpark holder til.
Vi har været en tur med på Amalienborgs eget postkontor og med i vaskeriet, men hyggeligst af alt, har vi været med i de private gemakker, hvor kongefamilien har pyntet juletræ, lavet juledekorationer og set, at det ikke kun er Christian, Isabella, Vincent og Josephine, som har julesokker hængende ved kaminen.
Det har Frederik og Marys to border collier Coco og Grace også. Og i december får de julepynt i halsbåndet.
Det er slut nu.
Med ny regent følger nye traditioner, og i går, den første søndag i advent, afslørede kongehuset således, at julekalenderen i år reduceret til en adventskalender.
Udover at koge de 24 julehilsner ned til fire, har kongen og dronningen desuden bevæget sig langt væk fra Amalienborg og de private gemakker på en julemission, hvor de vil se de danske juletraditioner efter i sømmene.
- Med besøg rundt omkring i Danmark er Majestæterne sammen med en række eksperter med til at finde den røde tråd fra vikingernes førkristne jul til den højtid, vi kender og fejrer i dag, lød det i det første adventsopslag ud af fire.
Det er blot det seneste eksempel i rækken af Frederiks afstandtagen til offentligheden.
I weekenden berettede B.T., at pressen i år ikke kan få indsigt i deltagerne ved kongejagten i Gribskov, som løb af stablen den 14. november.
Sidste år var første gang i 15 år, pressen ikke var velkommen, dengang valgte kongehuset dog at dele billeder samt deltagerliste efterfølgende, men den tid er forbi.
Til eksperters store undren.
- Ja, det er problematisk, for det gør det sværere for os at kortlægge magten, sagde eliteforsker ved CBS, Christoph Ellersgaard til avisen.
Snedig manøvre
Lørdag aften var der repremiere på ”Nøddeknækkeren” i Tivoli, hvor dronning Margrethe har kreeret kostumer til.
Pressen var på forhånd informeret om, at seniordronningen ville dukke op til premieren i selskab med sin søster prinsesse Benedikte.
Pludselig stod det halve af kongefamilien i form af dronning Mary, kong Frederik og deres tre yngste børn, dronning Anne-Marie samt grav Felix i Tivoli for at se den klassiske juleballet.
Til pressens store overraskelse.
En manøvre, kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen i B.T. kalder snedig.
- Hvis man havde vidst på forhånd, at alle de andre også ville komme, ville der have været meget mere presse. Nu kunne de i stedet få en teatertur uden alt for meget halløj, siger kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.