Seksuel chikane på køreskole: Klap i røven og hænder på låret
En hånd på låret og klap i røven.
Flere kvinder står nu frem og fortæller om køretimer, der var præget af grænseoverskridende oplevelser fra en kørelærer på March Køreskolen i Aarhus.
- Han rørte min arm til at starte med, og pludselig kunne jeg mærke hans fingre stryge mit bryst. Han rørte ved mit hår, min nakke, min ryg og mit lår, mens jeg kørte med ham, siger Reshma Singh Jøhnke fra Nepal til TV2 Østjylland.
Hun tog kørekort i september og oktober i år.
Reshma Singh Jøhnke er en af ni kvinder, der fortæller, at kørelæreren har udsat dem for seksuel chikane i perioden 2017-2024.
Fælles for kvinderne er, at de alle er udenlandske tilflyttere til Danmark. Derfor skulle de finde en køreskole, der underviste i engelsk, og her er March Køreskolen en af de få, der tilbyder den service i Aarhus.
Kvinderne fortæller uafhængigt af hinanden enslydende historier om, hvordan kørelæreren blandt andet har rørt dem på lår, hænder og arme under deres køretimer.
To af kvinderne fortæller også, at de er blevet klappet i røven af manden.
Nogle gange ville han også insistere på et kram fra kvinderne, når de skulle sige farvel efter en endt køretime.
- Engang blev jeg sat af hjemme hos mig selv efter køretimen. Vi krammede farvel, og jeg husker, at jeg tænkte, det var mærkeligt.
- Da vi havde krammet færdig, klappede han mig på siden af min røv, fortæller Nicole Chan fra Hongkong, der gik på køreskolen i 2022, til TV2 Østjylland.
Efter TV2 Østjylland torsdag kontaktede Frank March, som ejer køreskolen, og forelagde ham anklagerne, blev den omtalte kørelærer afskediget samme dag.
Det skriver ejeren i en besked til TV2 Østjylland. Dermed er Frank March den eneste ansatte tilbage i firmaet.
Da vi ringer til kørelæreren, bekræfter han, at han er blevet fyret på grund af beskyldningerne fra de ni kvinder.
Men oplysningerne var ikke helt nye for Frank March. I et svar på en klage fra Reshma Singh Jøhnke erkender ejeren, at han er bekendt med problemet med kørelærerens opførsel overfor kvinder.
Frank March tilbyder i svaret, som TV2 Østjylland har set, at hun kan tage resten af sit kørekort hos ham til en billigere pris.
Frank March fortæller til TV2 Østjylland, at han gennem årene har modtaget henvendelser fra tre kvinder, der har fortalt ham om kørelærerens upassende adfærd.
Men han afviser at stille op til et interview med TV2 Østjylland. I stedet ville han sende et skriftligt svar, men ombestemte sig efterfølgende.
I en mail skriver han:
- Jeg vil ikke kommentere på et ophørt ansættelsesforhold. Vi har indgået en fratrædelsesaftale, hvor hverken jeg eller den opsagte medarbejder kommenterer opsigelsen.
Vi ville gerne have spurgt Frank March, om han gjorde noget ved de tre henvendelser, han har modtaget. Derudover ønskede vi svar på, hvorfor ejeren har valgt at opsige kørelæren samme dag, som TV2 Østjylland kontakter ham, når han har kendt til den upassende adfærd i flere år.
Carie Ng fra Hongkong tog kørekort i 2022. Efterfølgende fik hun en ven til at kontakte March Køreskolen for at klage over kørelæreren, der, ifølge hende, flere gange tog hende på låret under deres køretimer.
- Han lagde sin hånd på min på rattet for at lære mig at dreje rattet. Han lagde sin hånd i mit skød og sagde, at jeg skulle huske at bruge mit ben til at kontrollere bremserne. Han brugte også sine fingre til at strejfe mit bryst, når han rørte ved min arm, fortæller hun til TV2 Østjylland.
I dag ville hun ønske, hun havde haft modet til at sige fra.
Dengang var hun bange for at sige noget, fordi hun frygtede, at det ville påvirke hendes chance for at få kørekort.
- Jeg bad ham aldrig om at stoppe. Jeg følte ikke, jeg havde autoriteten til at sige nej, så jeg ville hellere bare glemme, at det var sket, siger hun.
I stedet var hun nervøs hver gang, hun skulle sætte sig ind i bilen med kørelæreren.
- Det var ubehageligt at køre med ham. Det blev værre og værre, og jeg frygtede at skulle se den mand hver uge. Jeg var nervøs for, hvad han ville gøre, hvis jeg lavede en fejl, siger Carie Ng.
Carie Ng er i dag så påvirket efter de ubehagelige oplevelser, at hun kun har sat sig bag rattet én gang, siden hun fik kørekortet i 2022. Hun er bange for, at hendes krop vil fryse.
- Hver gang jeg kører i en bil, kommer der minder op om det, der skete, og det gør mig usikker og bange, og jeg vil ikke leve i frygt. Jeg vil ikke have, at det skal ske for andre kvinder, siger Carie Ng.
Hun fortæller også, at hun skiftede sit telefonnummer, for at kørelæreren ikke havde hendes kontaktoplysninger.
Heller ikke Reshma Singh Jøhnke turde sige noget i frygt for, at det var hende, der misforstod situationen.
- Måske det bare var mig, der overtænkte det. Måske han bare var beskyttende. Jeg var så bange og tvivlede på mig selv, og det fuckede min hjerne op, siger hun.
Anette Borchorst er forsker i seksuel chikane på Aalborg Universitet. Hun er blevet forelagt de ni kvinders udsagn, og hendes konklusion er klar:
- Når vi lægger alle de her sager sammen, så har vi et billede af en seriekrænker, som måske ikke laver grove ting, men hver for sig er det jo krænkelser i sig selv. Og tilsammen giver det et billede af en, der systematisk overtræder andres grænser. Det er alvorligt, og det bør stoppes, siger forskeren.
Anette Borchorst lægger vægt på, at alle kvinderne er udenlandske tilflyttere til Danmark, og derfor ser hun dem som ekstra sårbare.
Ingen af dem snakkede dansk, og flere af kvinderne havde ikke et støttende netværk i landet, da de skulle tage kørekortet.
Det er en skærpende omstændighed, mener forskeren.
- Det stikker ud for mig, at der er tale om unge kvinder, der er tilflyttere. Det gør dem endnu mere sårbare. Både i forhold til at kende deres rettigheder og i forhold til at klage, siger hun.
Bent Grue er landsformand i Dansk Kørelærer Union, og han fortæller, at de tager stærkt afstand til seksuel chikane.
Han mener, at kørelæreren, på baggrund af kvindernes udsagn, går over den grænse, der er, når man er lærer og elev. Meget af relationen bygger på tillid og ansvar, og den tillid må man ikke overskride som lærer, fortæller han.
- Man har en helt klar, usynlig linje, der går ned i midten af bilen, og den skal man bare ikke krydse. Der skal en kørelærer blive på sit sæde og eleven ovre ved sig selv, siger Bent Grue.
Ifølge Anette Borchorst er det ikke usædvanligt, at kvinder, der udsættes for seksuel chikane, ikke siger noget eller anmelder episoderne. De kan føle skyld og skam, og i denne situation er der tale om et helt særligt magtforhold, der også skal tages højde for, fortæller hun.
- De er i en undervisningssituation, hvor læreren selvfølgelig har magt over eleven, men det, der kommer til, er også, at man sidder inde i en bil. Det kan være rigtig svært at sige fra, når man sidder i en bil, også når det så ovenikøbet er en undervisningssituation.
- Altså de sidder der for at lære, og de er måske også meget nervøse for at køre. Så det giver altså en meget speciel situation, siger Anette Borchorst.
TV2 Østjylland har forelagt kvindernes udsagn for kørelæreren, men han har ikke ønsket at stille op til et interview.
Vi har dog talt i telefon med ham, hvor han fortæller, at det ikke har været hans hensigt at være upassende overfor kvinderne.
- Det kan da godt ske, at jeg har rørt lidt ved nogle, men det har udelukkende været for at hjælpe eller berolige folk, siger han.
- Jeg synes, det er vildt overdrevet. Det er svært at undgå at røre ved folk, hvis man skal hjælpe med at skifte gear.
Spørgsmål: Nogle af kvinderne fortæller, at du har rørt ved deres lår. Har det også været for at hjælpe dem med at skifte gear?
- Nej, selvfølgelig ikke.
Spørgsmål: Hvad har grunden så har været til, at du har rørt ved deres lår?
- Ingen kommentar.
Spørgsmål: Men har du rørt deres lår?
- Nej.
Spørgsmål: Er det de kvinder, som har snakket med mig, der ikke fortæller sandheden?
- Ting kan opfattes forskelligt fra forskellig side.
Kørelæreren fortæller også, at han ikke husker, at Frank March skulle have henvendt sig til ham i forhold til den upassende adfærd.
- Hvis der har været noget, har han måske skrevet en besked om det. Det er vist det nærmeste, vi kan komme. Det er flere år siden.