Krimi5 timer siden

Ny udvikling i Laos: Tre personer anholdt for masse-forgiftning

Seks personer er døde og adskillige andre er blevet indlagt de seneste uger efter en masse-forgiftning i Laos. Nu har politiet anholdt tre personer
Der var ingen megen hjælp at hente for forældrene til de to danske piger, der mistede livet efter et ophold på et hostel i Vang Vieng, Laos.
Der var ingen megen hjælp at hente for forældrene til de to danske piger, der mistede livet efter et ophold på et hostel i Vang Vieng, Laos.
 Foto: Anupam Nath/AP/Ritzau Scanpix

Det fik fatale konsekvenser, da der angiveligt blev serveret alkohol forgiftet med methanol i den populære backpacker-by Vang Vieng i Laos.

Seks personer døde, blandt andet de to danske piger Anne-Sofie Coyman og Freja Vennervald Sørensen fra Roskilde på 20 og 21 år, da de drak alkohol, som var tilsat methanol.

Nu er tre personer anholdt i sagen. Der er tale om tre medarbejdere på Nana Backpackers Hostel i Vang Vieng, hvor den mistænkte forgiftning skal have fundet sted.

Det skriver det australske medie News.com.au.

Der er tale om to indiske mænd på 24 og 30 år og en filipinsk kvinde på 35 år ifølge mediet.

Der er allerede otte personer fængslet i sagen, oplyste politimyndighederne i Laos til SE og HØR i sidste uge. Blandt dem er ejeren af Nana Backpackers Hostel.

Flere backpackere blev så syge, at de døde eller måtte indlægges på hospitalet, efter de havde drukket gratis shots på Nana Back Packers Hostel for tre uger siden.

SE og HØR har tidligere kunne fortælle, at de to danske piger boede på selvsamme hostel - og også tog imod de gratis shots aftenen inden, at de begge blev forgiftede og senere afgik ved døden.

Ifølge den amerikanske kvinde der fandt Anne-Sofie Coyman liggende på gulvet på hostellet og forsøgte at få personalet til at hjælpe hende, nægtede medarbejderne at ringe efter en ambulance.

I stedet begyndte en kvindelig ansat på Nana Backpackers Hostel at massere den unge danske kvindes fødder og tæer, mens hun sagde: "Bare rolig, jeg redder hende." Det kan du læse mere om her.

SE og HØR har også tidligere beskrevet, hvordan en god ven til de to danske piger, gennemsøgte hele det Sydøstasiatiske land for at finde sine venner, da de pludseligt forsvandt. Men også hvordan myndighederne i Laos ikke ville hjælpe ham.

En anden rejsekammerat som de to danske piger mødte på deres rundrejse i Sydøstasien, havde aftalt med dem at mødes i Thailand. Han beskrev dem som "altid glade og sjove".

Metanol, også kendt som træsprit, er meget giftigt at drikke. Det skal ikke forveksles med ethanol, som er den alkohol, man normalt kender fra spiritus og øl.

Det britiske og australske udenrigsministerium advarer rejsende i Laos om at tage imod gratis alkohol i Laos på grund af faren for at blive forgiftet med metanol.

Det er ikke uset, at der i Sydøstasien bliver blandet metanol i alkohol for at gøre alkoholen billigere.

Sponsoreret indhold