Turist advarer efter Laos-tragedien: Jeg blev blind af drinken
LÆS OGSÅ: Ny udvikling i Laos: Tre personer anholdt for masse-forgiftning
Ferie og fest er de seneste uger endt i tragedie og tab for flere unge mennesker og deres familier. I alt har seks udenlandske turister således mistet livet i Laos, efter de tilsyneladende har drukket alkohol forgiftet med metanol.
Blandt de døde er to danske piger.
De frygtelige historier får nu en amerikansk kvinde til at træde frem. Hun overlevede selv at have drukket den uhyre giftige væske – men ikke uden livsændrende skader.
I dag – over 10 år efter episoden – er 32-årige Ashley Kings syn nemlig stadig så svækket, at hun er det, der kaldes juridisk blind. Med andre ord er hendes syn så dårligt, at hun har brug for hjælpemidler for at klare selv de mest basale ting i løbet af dagen.
Det skriver Yahoo News.
Ashley King fortæller, at hun i 2011 var på Bali for at fest og nyde friheden. En aften var hun i byen i Kuta, hvor hun tog imod en stærk vodkadrink. Det endte skæbnesvangert for den unge amerikaner.
- Da jeg endelig kom frem til mit overnatningssted, gik jeg i seng, og da jeg vågnede næste morgen, bemærkede jeg, at der var virkelig dæmpet belysning på mit hostel. Jeg tænkte bare, at det skyldtes en billig og dårlig belysning, forklarer hun ifølge mediet.
- Men cirka 10 minutter senere kunne jeg ikke trække vejret og gispede efter vejret.
Ashley King var blevet alvorligt syg – og oplevede nu, hvordan hendes syn gradvist forsvandt. Synet forsvandt dog først helt 36 timer efter, hun havde indtaget drinken.
- Det var noget, lægerne ikke havde set før, og det var noget af en gåde for dem at finde årsagen, forklarer Ashley King.
Forklaringen lå dog i den stærke drink fra baren. Det viste sig nemlig, at den havde indeholdt store mængder metanol – og netop metanol er yderst skadelig for synet, for giften forårsager alvorlige skader på synsnerven, hvilket kan føre til permanent blindhed.
Det endte med at være tilfældet hos Ashley King.
- Jeg er blind nu. Jeg har omkring to procent af mit syn tilbage, og det var uden tvivl det mest traumatiske og sværeste, jeg nogensinde har været igennem. Jeg var nødt til at lære at leve mit liv helt forfra. At miste synet og få et handicap er virkelig svært.
Hun har derfor ét råd til alle unge, der rejser i lande som f.eks. Bali og Laos: Drik kun alkohol, der stammer fra lukkede og forseglede flasker, så du er sikker på, at den ikke indeholder forkert mængde eller type alkohol.
- Jeg ved, hvor let det er at sige ja til en drink i baren og tænke, at der ikke vil ske noget dårligt.