Den sande historie om ”Matadors” smukke Helle Virkner: Vadede i mænd
Denne artikel blev første gang bragt i 2017.
I ”Matador” var Elisabeth Friis’ kærlighedsliv i begyndelsen ikke-eksisterende. Hun havde ganske vist haft et godt øje til musikanten Arne, men han var ikke god nok til amtmandens datter, så han blev strittet ud, og frøken Friis blev familiens skyggetante.
Selv om Helle Virkner kunne genkende meget af sig selv i Elisabeth Friis, var hendes kærlighedsliv noget mere farverigt.
Allerede som 16-årig sværmede drengene om den smukke pige i en sådan grad, at BT i sommeren 1940 bragte et stort billede af teenagesilden og skrev, at hun var den mest omsværmede pige i Hornbæk.
- Journalisten havde noteret sig, at hele 16 drenge fulgte efter mig på cykel, når jeg kørte nogen steder, fortæller Helle Virkner i sin erindringsbog ”Et liv”.
Helle Virkner blev hurtigt en feteret skuespiller og yderst eftertragtet blandt mændene.
Hendes første store kærlighed William Rosenberg fandt hun på teateret.
De to blev gift et par uger efter, Helle Virkner var blevet myndig.
Men selv om hun havde ring på fingeren, afholdt det ikke andre mænd fra at gøre kur til den smukke skuespiller.
En videnskabsmand, som godt nok var gift og far til to, var brændt varm på Helle Virkner i en sådan grad, at han kørte hende til og fra arbejde bare for at spendere tid med hende.
– Han ventede på Kgs. Nytorv og kørte mig tilbage til optagelserne på Nørre Allé. Da jeg om aftenen var færdig med dagens filmarbejde, stod han der igen, mindes hun.
Det blev aldrig til noget mellem ”chaufføren” og stjernen, men hendes ægteskab til William Rosenberg holdt alligevel kun i mindre end et år.
Allerede inden brylluppet var Helle Virkner blevet betaget af en flot amerikaner.
– Der er visse situationer i ens liv, hvor det bare siger ”bang”. Det var en af dem, husker hun.
Fem år senere stødte Helle Virkner på ham igen, efter hun var blevet gift med en anden af dansk films store stjerner, Ebbe Rode.
– Den gamle ild blussede op igen. Han var villig til at ændre sit privatliv, og det var jeg også, fortæller hun i bogen.
Før hun nåede at indvi Ebbe Rode i sine skilsmisseplaner, kunne hun næste morgen læse i avisen, at hendes amerikanske romance var blevet dræbt i en trafikulykke uden for Paris.
Helle Virkner lægger ikke skjul på, at hun ikke holdt sig i skindet, hvad romancer på sidelinjen angår.
Og da Ebbe Rode ikke var meget for at rejse, var der frit spil, når Helle Virkner forlod landet.
På en rejse til Italien stødte hun på en flot italiener og vidste straks, at der var optræk til problemer.
– Helle, tænkte jeg med bankende hjerte. Ham der skal du holde dig fra. Han er vist mere, end du kan klare, husker hun.
Efter et hedt ophold i Italien opsøgte italieneren Helle Virkner hjemme på adressen på Egernvej og blev noget overrasket, da han hilste på Ebbe Rode.
Forbindelsen blev afbrudt, og det blev Helles andet ægteskab også efter ni år sammen.
Tredje gang var så lykkens gang. Helle Virkner blev gift med udenrigsminister Jens Otto Krag, som senere blev landets statsminister og gjorde Helle til en af de smukkeste førstedamer Danmark nogensinde har haft.
Parret fik børnene Jens Christian og Astrid Helene, kaldet Søsser, sammen.
Helle Virkners vildskab blev tæmmet, mens Jens Otto Krag de senere år havde adskillige damer på sidelinjen.
Hans udskejelser ødelagde ægteskabet, og Helle Virkner gennemgik endnu en skilsmisse efter 14 år som fru Krag.