Krimi17 timer siden

Efter tip om babylig: Politiet stopper eftersøgningen

I 14 dage har politiet ledt intensivt efter et nedgravet babylig i Slagelse, efter man modtog et mysisk tip. Nu indstilles eftersøgningen
Politiet arbejdede i flere dage i Lystanlægget i Slagelse. Nu viser det sig, at hele sagen begyndte at rulle efter mediet Sjællandske modtog et mystisk brev.
Politiet arbejdede i flere dage i Lystanlægget i Slagelse. Nu viser det sig, at hele sagen begyndte at rulle efter mediet Sjællandske modtog et mystisk brev.
 Foto: Presse-fotos

Det var et mystisk brev i postkassen til avisen Sjællandske, som satte gang i en omfattende eftersøgning i Lystanlægget i Slagelse. I brevet stod der, at et dødt spædbarn var blevet gravet ned i området.

I de følgende 14 dage har mandskab fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi sat massivt ind for at finde det døde spædbarn i Slagelse.

Men nu pakker politiet den omfattende eftersøgning sammen. Det skriver TV2 ØST.

- Arbejdet med vores politihunde, politifolk og dykkere, er afsluttet. Det betyder, at vores synlige del af efterforskningen er afsluttet, fortæller politiinspektør Kim Kliver til TV2 ØST.

Men ifølge politiinspektør ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er arbejdet med at efterforske den mystiske sag ikke slut endnu. Efterforskere på politigården forsætter nemlig deres arbejde med at komme til bunds i sagen, selvom eftersøgningen ikke længere vil være synlig for offentligheden.

Den mystiske sag startede, da politiet den 16. november modtog et tip, om at der var blevet begravet et spædbarn i Lystanlægget i Slagelse.

Eftersigende var det en person, som lagde et håndskrevet A4 papir i avisen Sjællandskes postkasse. I brevet kunne man læse, at der var blevet begravet et babylig på det grønne område i Slagelse.

Herefter henvendte avisen sig til politiet og fortalte om tippet. Angiveligt stod der også en fødselsdato for barnet i brevet.

En kvinde blev også nævnt i brevet, og hende vil politiet fortsat meget gerne i kontakt med.

Politiinspektør ved Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver afviser at fortælle, hvad der konkret står i brevet, da det kan skade efterforskningen af sagen, lyder det.

Sponsoreret indhold