Kongelige7. december 2024

Kongehusekspert om prinsesse Josephine: Intet står i vejen for en filmkarriere

Prinsessetitlen kommer ikke til at slukke Josephines eventuelle skuespillerdrømme i fremtiden, mener Jakob Steen Olsen. Hun behøver end ikke takke nej til de kontroversielle roller
Prinsesse Josephine er umiddelbart det eneste barn, som Mary har med sig "down under". 
Prinsesse Josephine er fri til at gå efter stjernerne.
 Foto: Hanne Juul

LÆS OGSÅ: Prinsesse Josephine på rollelisten i DR's julekalender: Alle vinder på det

Prinsesse Josephine kan som nummer i fire i tronfølgen ikke se frem til at modtage apanage, når hun bliver voksen og skal dermed ud at skabe sin egen karriere.

Om det bliver på de skrå brædder, må tiden vise, men hvis hun går skuespillets vej, er der intet, der står i vejen for en fremtid som filmstjerne.

Sådan lyder vurderingen fra kongehusekspert Jakob Steen Olsen.

- Jeg tror ikke, i vore dage, at der ville være noget som helst, der står i vejen for det. Det kan jeg ikke rigtigt se for mig, siger han til SE og HØR og forklarer:

- Fordi hun netop er længere nede i arvefølgen og sandsynligvis ikke kommer til at spille en større rolle i det aktivt arbejdende kongehus.

Sidste år debuterede Josephine i Eventyrteaterets opsætning af ”Peter Pan”, og her i december kan vi se hende i DR’s julekalender ”Tidsrejsen 2”. Begge mindre og fuldstændig ufarlige roller.

Josephine behøver dog ikke takke nej til de mere kontroversielle roller i fremtiden blot fordi hun er prinsesse, vurderer eksperten.

- Vil hun kunne spille, for bare at sige det lige ud, en Christiane F-type – altså en barneprostitueret eller narkoman f.eks.? Det, tror jeg egentlig godt, hun ville kunne i forhold til fremtiden, hvis det er den vej, hun end måtte ende med at slå ind på.

Moderne forældre

Foreløbigt er det blot en hobby.

Men at Josephine får lov at følge sin passion i offentligt regi, er ifølge Jakob Steen Olsen et glimrende eksempel på, at Frederik og Mary er moderne forældre, som er fast besluttet på at give deres børn så normal en opdragelse, som det nu lader sig gøre for en kongelig familie.

- Derfor synes jeg da også, det er helt naturligt og fornuftigt at lade hende forfølge den fritidsinteresse, hun har på samme måde, som hvis hun gik til sport eller noget andet.

- Og så skal vi tænke på, at prinsesse Josephine på et tidspunkt skal ud og skabe en helt almindelig tilværelse, og hun skal have lov at gå sine egne veje, og det her er så begyndelsen på det, lyder det.

Ligesom Josephine i onsdags i forbindelse med sin tv-debut skabte overskrifter - også i udlandet, kastede det ligeledes overskrifter af sig, da grev Nikolai, dengang prins, i 2018 sprang ud som model.

At Josephine og Nikolai er gået lidt mere kulørte veje, smitter positivt af på kongehusets image, mener Jakob Steen Olsen.

- Det, de laver, er jo noget man i den moderne verden tillægger værdi. Det at være model synes jeg er sjovt og flot, at han kan gøre det, og vi bliver en lille smule stolte af ham.

- På samme måde tror jeg, folk synes, det er sjovt og flot, at prinsesse Josephine kan det der. Ligesom vi syntes, det var sjovt og flot, da dronning Margrethe kom ud af skabet i forhold til at være billedkunstner. Det er med til at give dem lidt personlighed og nogle gode historier.

Sponsoreret indhold