Krimi11. december 2024 (opd. 11. december 2024)

Drama på dansk vej: Bilist faldt i søvn bag rattet

Manden havde intet gyldigt kørekort, var påvirket af narkotika og havde en kniv i bilen

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk

Natten til onsdag blev politiet tilkaldt til en noget usædvanlig situation på Sengeløsevej i Roskilde.

Klokken 02.40 anmeldte et vidne, at en bil stod stille midt på kørebanen, og føreren, en sovende mand, ikke kunne vækkes.

Det skabte ikke kun irritation men også fare for andre trafikanter.

En patrulje rykkede derfor hurtigt ud til stedet, hvor de fik vækket den 32-årige mand fra Roskilde.

Ifølge mandens egen forklaring havde han stoppet bilen, da han modtog et telefonopkald. Efter samtalen kunne bilen ikke starte igen, og han var tilsyneladende faldet i søvn midt på vejen.

Det viste sig også, at han slet ikke må køre bil, fordi han har fået frakendt kørekortet.

Den 32-årige mand er desuden sigtet for narkokørsel og for overtrædelse af knivloven, da politiet fandt en kniv på manden.

Kniven blev straks beslaglagt som en del af efterforskningen.

Politiet hjalp med at skubbe bilen væk fra kørebanen, så den ikke længere udgjorde en risiko.

Den 32-årige mand blev herefter anholdt og taget med til en blodprøve, der skal afgøre, hvor narkopåvirket han faktisk har været under kørslen.

Sponsoreret indhold