Sport5 timer siden

Daniel Agger magter det ikke mere

Den tidligere fodboldstjerne Daniel Agger reflekterer i en podcast over, hvad familien stod model til fra hans side
Daniel Agger orker ikke længere. Han vil prioritere sin tid anderledes end tidligere.
Daniel Agger orker ikke længere. Han vil prioritere sin tid anderledes end tidligere.
 Foto: THOMAS LAURSEN

Den tidligere Liverpool-stjerne Daniel Agger, som i dag fylder 40 år, vil ikke med samme iver som tidligere jage nye mål i sit liv.

Det fortæller han i en samtale med Casper Christensen i podcasten Casper 3080 Tikøb.

Daniel Aggers reflektioner kommer i kølvandet på, at han i efteråret flyttede til Valby, mens hans kone Sofie og de tre sønner Mason, Jamie og Billy blev boende i lejligheden på Frederiksberg.

Daniel Agger værner om sit privatliv, men i samtalen med Casper Christensen strejfer han årsagen til bruddet; nemlig at han på grund af for mange projekter har svært ved at være til stede i nu'et.

- Nogle gange tror jeg også, vi har behov for at stoppe op og hvile i os selv og tænke, at "jeg skal ikke nå noget", siger Agger, som arbejder som assistenttræner for fodboldlandsholdet, mens han sideløbende har haft gang i kloakfirmaet KloAgger, det verdensomspændende tattoveringsfællesskab Tattoodo og byggeprojekter i Spanien.

- Det kan jeg da i hvert fald mærke, også på familien, har været et problem, der der med, at jeg hele tiden så frem i tiden. Jeg er ikke så tit i nu'et. Og det er også en ting, jeg har lært her på det sidste: - hvad fanden er vigtigt for mig? Og hvad er vigtigt i livet her?

- For mig har det ændret sig meget. Jeg har villet gøre det godt så godt som muligt i alle mine forretninger. Jeg ville gerne køre på og arbejde hårdt og drive det til noget.

- Når jeg så kom lidt om på den anden side, og vi har haft nogle gode ting, og vi har solgt nogle forretninger, og vi har bygget mange huse nede i Spanien - nogle store, store huse, som vi også har haft stor succes med. Og når jeg så kom om på den anden side af det hele og tænker: - Okay var det det?

- Hvad er det egentligt, der er vigtigt? Jeg tror egentligt, at jeg er kommet til et sted, hvor jeg egentlig bare godt kunne tænke mig at leve et simpelt liv.

- Wauw, udbryder podcastværen Casper Christensen, - Det er fandme fedt at høre dig sige det.

Daniel Agger fortsætter:

- Når jeg har visualiseret, hvad jeg skal nå med denne her virksomhed, så skal jeg bare nå det. Og så gør jeg alt, hvad jeg kan. Det er lige meget, om det har været med min fodboldkarriere eller kloakfirmaet.

Agger forklarer, at alderen har betydning for hans nye mindset.

- Jeg skal bare af med ting. Jeg skal bare af med problemer. Jeg gider sgu ikke mere. Jeg gider ikke alle de problemer. Jeg vil prøve at se, om jeg kan leve et simpelt liv.

Casper forklarer, at han selv selv lagde sit liv om for et par år siden for at finde roen og lykken i hverdagen

- Jeg har aldrig ledt efter ro, svarer Daniel Agger, - men jeg har kunnet mærke, at jeg har det godt, når jeg har ro. Hvorfor gør man det så ikke noget mere?

- Jo flere ting, du har gang i, jo flere problemer. Det er sådan set lige meget om det er i et kloakfirma, om det er i en techvirksomhed, i mit byggefirma eller hvor det er. Der er altid problemer. Der er altid ting, du skal tage dig af. Der er altid en email, du skal svare, der er altid en telefon, der ringer. Alle de her ting. Jeg tror, det er der, jeg er nu. Det magter jeg simpelt hen ikke mere.

- Ville du være i stand til at afvikle alt? spørger Casper Christensen.

- Det er det, jeg prøver, svarer Daniel Agger. Og han forklarer, at det ikke mindst er nødvendigt for at udfylde rollen som hjælpetræner på landsholdet.

- Du er ikke klar i hovedet, hvis du har tusind ting kørende.

I podcasten spørger Casper Christensen ind til, hvilke værktøjer Daniel Agger benytter for at finde roen.

- De sidste par år har jeg fundet roen ved vandet. Især om vinteren med en sauna ved siden af. Efter jeg stoppede, har jeg hoppet i vandet hele året og har fundet ro ved det, lyder det fra 40 års fødselaren.

Sponsoreret indhold