Eddie Jordan afslører: Er alvorligt kræftsyg

Den tidligere kører, konstruktør og tv-ekspert Eddie Jordan er blevet diagnosticeret med kræft.
Det fortæller han, ifølge The Sun, i podcasten "Formula For Success".
Faktisk har han været syg siden foråret, afslører han.
Der er tale om prostata- og blærekræft, der på det seneste har spredt sig i kroppen.
- Det har spredt sig til rygsøjlen og bækkenet, så det var ret aggressivt, fortæller han, inden han hylder den britiske cykelstjerne Chris Roy for at tale åbent om sin kræftsygdom.
- Vi har alle hørt om vores fantastiske ven Sir Chris Hoy, der er en superstjerne og som er stået frem og har fortalt om sin sygdom.
Chris Hoy stod i oktober frem og fortalte, at han er uhelbredelig kræftsyg, og at han kun har maksimalt fire år tilbage at leve i.

Nu råder Jordan alle til selv både at blive undersøgt, men også at stå frem og fortælle deres historie, hvis man er syg.
76-årige Eddie Jordan blev især kendt som stifter og ejer af Formel 1-konstruktørteamet "Jordan Grand Prix", der var en del af Formel 1-feltet fra 1991 til 2005.
Han gjorde sig efterfølgende som Formel 1-ekspert på BBC frem til 2015, og i 2016 blev det annonceret, at han skulle agere medvært på det populære bilprogram "Top Gear".