Julen er ekstra magisk hjemme hos Dennis Knudsen
LÆS OGSÅ: Har købt villa i Thailand
Julen er børnenes, slår Dennis Knudsen fast.
Efter han for fem år siden blev far for første gang, har julen fået en helt ny og magisk betydning.
– Det er hyggeligt. Det kan godt blive stressende med tre børn, men jeg må bare sige: ”Let it go”, lyder meldingen fra Dennis Knudsen.
I Korsør, hvor han bor med sine tre børn, gik julehyggen allerede i gang i begyndelsen af december.
– Vi var ude og fælde juletræ, Det var rigtig sjovt. Når vi har syv meter til loftet, så skulle jeg have et fire meter højt juletræ, siger han om træet, der står smukt pyntet i familiens stue.
I julemåneden har huset også været fyldt med nissedrillerier og hygge, inden det hele kulminerer juleaften.
Her kommer Dennis’ mor og bror, og hans veninde Charlotte Bøving fejrer også julen med dem.
– Vi skulle have været ovre hos Charlotte, men da jeg har små børn, og Charlottes hjem er meget stilrent, så er vi blevet enige om, at det er bedre hos mig, vurderer Dennis.
– Jeg havde glædet mig til at sætte mig til julebordet hos Charlotte, hvor jeg ikke skulle tænke på en skid, siger han dog med et grin.
Nu er det i stedet ham, der skal stå i køkkenet juleaften.
– Jeg har faktisk vundet ”Masterchef Jul”, så det forpligter lidt, siger Dennis, som både skal lave and og flæskesteg, brunede kartofler og alt andet klassisk julemad.
– Det er kaotisk, hvis man stresser op over det, men det betyder ikke så meget for mig, om de brunede kartofler bliver helt perfekte. Vi bliver mætte alle sammen.
– Det meste kan jeg forberede og lave dagen før. Det tager jeg i stiv arm, siger den garvede far.
Dennis er klar over, at det ikke nødvendigvis bliver en lang middag.
– For folk der ikke har børn, kan det nemt blive stressende. De kan godt lide en stille og rolig julemiddag, og det får man ikke når man har børn, garanterer han.
– De sidder måske kun kortvarigt ved bordet, og de vil nok også gerne have deres gaver, siger Dennis, som selvfølgelig også sørger for, at der er masser af gaver under træet.