Krimi16. december 2024

Afpressede ofre med sexannoncer: Får fire års fængsel og udvisning

En rumænsk mand er skyldig i flere end hundrede tilfælde af afpresning af mænd, der responderede på sexannonce

En 38-årig mand idømmes ved Retten i Aarhus fire års fængsel for at have afpresset et stort antal mænd, der responderede på en sexannonce.

Den rumænske mand - Daniel Grancia - er fundet skyldig i over 100 tilfælde af grov afpresning.

Han oprettede en annonce, hvor en fiktiv kvinde tilbød seksuelle ydelser.

Efter at mændene havde ringet for at spørge nærmere ind til priserne, blev de kontaktet af en engelsktalende mand, som truede med at sende et tæskehold fra Hells Angels efter dem.

Hvis mændene overførte et beløb via konto eller MobilePay, kunne de slippe for et lag tæsk.

Stemmen i røret truede også med, at han ville kontakte mændenes koner og kærester og fortælle, at deres kære havde været i kontakt med en prostitueret.

”Vil du have, at din familie skal vide alt om, hvad du går og laver? Vi kan gøre dit liv surt i dag, i morgen og i overmorgen,” lød det eksempelvis ifølge anklageskriftet.

De forurettede mænd fra byer som Aarhus, Randers, Viborg og Hadsten betalte hver især beløb på mellem 3000 og 40.000 kroner.

Samlet set blev mændene ifølge anklagemyndigheden afpresset for mere end 600.000 kroner.

Det var i foråret 2022, at politiet kom på sporet af manden. Det skete, da anmeldelser om afpresning begyndte at tikke ind.

Fremgangsmåden var i mange tilfælde den samme.

Politiet fik på baggrund af anmeldelserne rettens kendelse til at iværksætte aflytning af de numre, som mændene var blevet ringet op fra.

Desuden rettede man fokus på de kontonumre, pengene blev sat ind på.

Nogle af pengene blev hævet fra en videoovervåget hæveautomat, og på billederne fra overvågningen kunne politiet se en kraftigt bygget mand med mørkt hår og fuldskæg.

Daniel Grancia blev anholdt i juli sidste år på en adresse i Viborg. Han var dengang mistænkt for grov afpresning i 13 sager.

Men da politiets efterforskere borede ned i sagen, blev sagskomplekset udvidet til at omfatte i alt 106 forhold.

Den tiltalte erkendte sig delvist skyldig, da sagen blev indledt tilbage i september.

Retten konfiskerer 660.000 kroner, og samtidig bliver manden udvist fra Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Den dømte sidder i retssal 11 mellem sin forsvarsadvokat og en tolk, der oversætter til rumænsk.

Den trinde mand har sort fuldskæg og er iført en blå joggingdragt.

Efter en kort samtale med sin klient oplyser advokaten, at dommen ankes til Vestre Landsret.

Sponsoreret indhold