Nyheder17. december 2024 (opd. 17. december 2024)

Torsten Gejl siger farvel i en måned: Tager på orlov

Han skal fejre bryllupsrejse, og det lyder til at blive storartet, siden der skal en måned ud af kalenderen
Torsten Gejl siger hej hej i en måned.
Torsten Gejl siger hej hej i en måned.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alternativets politiske ordfører, Torsten Gejl, udtræder onsdag af Folketinget for at gå på orlov.

Han skal hen over jul og nytår på bryllupsrejse og tager derfor orlov i en måned uden at modtage vederlag i perioden. Det oplyser Alternativet til Ritzau.

Torsten Gejls suppleant, Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen, indtræder i stedet i perioden i Folketinget som stedfortræder.

Det har hun tidligere været for Gejl, da han i slutningen af 2023 var sygemeldt med stress.

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen var stedfortræder fra september til årsskiftet, hvor Gejl vendte tilbage.

Han har siddet i Folketinget for Alternativet siden 2015 og havde en lang periode efter valget i 2019 som enmandshær for partiet på Christiansborg.

Ud over at være politisk ordfører er Gejl også klima-, energi- og forsyningsordfører samt fællesskabsordfører.

Ved folketingsvalget i november 2022 fik Gejl 3444 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds.

Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen fik 1555 personlige stemmer og blev førstesuppleant.

Alternativet har fem mandater i Folketinget.

Sponsoreret indhold