”Forræder”-Silje afslører: Vil være skuespiller
I efteråret kunne man se hende i TV 2-hittet ”Forræder – ukendt grund” – og står det til Silje Nybye, 20, er det ikke det sidste, danskerne har set til hende på skærmen.
- Jeg kunne godt tænke mig at være skuespiller, afslører Silje, da SE og HØR møder hende til premieren på Robbie Williams-filmen ”Better Man” i Palads-biografen i København.
Silje har tidligere gået til teater i mange år.
- Men det er mere film, jeg gerne vil lave, siger hun og fortæller, at ”Forræder” er det eneste tv, hun har lavet indtil nu.
Hun har planer om at søge ind på Film- og Teaterskolen, hvor hun drømmer om at komme ind til september.
Silje er single
Mens ”Forræder – ukendt grund” løb over skærmen, svirrede rygterne om et forhold mellem Silje og Marc Karaket Bach Nielsen, som i programmet kaldte Silje for ”en sød pige, jeg glæder mig til at lære at kende”.
De har dog understreget, at de blot er venner.
- Vi har et tæt og et godt venskab, og vi kan komme til hinanden, når der er noget, har Marc tidligere fortalt til SE og HØR.
- Vi har været ude at sige, at vi ikke er kærester, men folk tror alligevel, vi lyver: ”Prøv at se, hvordan de kigger på hinanden”. Det er sjovt, hvordan folk har skabt deres egen virkelighed – men det er ret sødt, at folk tror og håber på kærligheden, fortsatte han.
I dag er der ikke nogen fyr i Siljes liv.
- Jeg er single, fastslår hun til filmpremieren.