Kasper Skak og Helena Witt i stor babylykke: Tårerne triller!
Så skete det!
De sidste par dage har der været ret så stille på Kasper Skak og Helena Witts sociale medier, men det har der været en ret så lykkelig årsag til.
Parret er nemlig blevet forældre.
Det afslører de i et delt opslag på Instagram.
- Den 16. december klokken 01:50 kom den smukkeste og mest fantastiske lille pige til verdenen, indleder de opslaget, hvor de sidder med deres nyfødte datter.
- Vi er to vanvittig lykkelige forældre, som på ingen måde har kunne holde deres tårer tilbage de sidste dage.
Parret afslørede i juni, at de ventede barn sammen.
De har ligeledes tidligere afsløret, at det kunne ende med at blive en juleaften-fødsel.
Den lille nye besluttede sig dog for at dukke op lidt tidligere.
- Vi kan ikke vente med at dele resten af livet med dig, slutter de af.