Robert Hansen på fri fod: Vil have ham fængslet igen
Torsdag aften kunne Robert Hansen endelig trække den kolde vinterluft ind som en fri mand.
Tidligere på dagen havde en dommer ved Retten på Frederiksberg nemlig besluttet at løslade ham fra fængslet, hvor han havde siddet bag tremmer, siden han blev anholdt i sin lejlighed den 5. december.
Grunden til at den kendte skuespiller blev løsladt skyldtes, at dommeren ikke mente, at der var grundlag for at beholde Robert Hansen i fængslet. På nuværende tidspunkt var der nemlig kun grundlag for, at han havde gjort sig skyldig i simpel vold - og ikke grov vold.
Dermed skulle han løslades, lød det fra retsformanden.
Men afgørelsen om at løslade Robert Hansen er anklager Sofie-Amalie Brandi meget uenig i. Hun mener derimod, at skuespilleren skal forblive bag lås og slå i Vestre Fængsel.
"Jeg kan oplyse, at det på baggrund af efterforskningen den seneste uge er anklagemyndighedens opfattelse, at der er grundlag for fortsat varetægtsfængsling, hvilket er baggrunden for, at anklagemyndigheden har kæret kendelsen, skriver anklager ved Københavns Politi, Sofie-Amalie Brandi til SE og HØR om, hvorfor man har kæret afgørelsen.
Det betyder konkret, at det nu er op til landsretten at afgøre, hvor den skandaleramte skuespiller skal holde jul i år.
Kommer landsretten frem til, at man vil omgøre torsdagens afgørelse og i stedet følge anklagemyndighedens påstand, risikerer Robert Hansen at blive hentet af politiet og smidt i fængsel endnu en gang.
"Anklagemyndigheden har i dag indleveret kæreskrift til Østre Landsret. Hvornår landsretten træffer afgørelse, kan anklagemyndigheden ikke svare på, men det forventes at være inden for nærmeste fremtid, skriver anklageren til SE og HØR.
Retten kan vælge at varetægtsfængsle personer, hvis det vurderes, at der er begrundet mistanke, om at personen har begået grov kriminalitet, der kan straffes med mindst halvandet års fængsel.
Derudover kan der også ske varetægtsfængsling, hvis der er risiko for, at den sigtede flygter fra landet, hvis der er risiko for nye lovovertrædelser eller at den sigtede vil forsøge at påvirke vidner.
Ballade under retsmøde
Det var ikke et udramatisk retsmøde, der fandt sted ved Retten på Frederiksberg torsdag. Her var der også store uenigheder, om sagen skulle køres for lukkede døre eller ej.
- Vi er meget interesserede i at holde dørene åbne, så pressen kan få dybere indblik i deres skriverier, som vi ikke mener, er korrekte, sagde forsvarsadvokaten, Erbil Kaya, som var med på videolink fra Vestre Fængsel sammen med Robert Hansen.
Men retsformanden valgte at lukke dørene, selvom forsvarsadvokaten argumenterede for, at offentligheden skulle have indsigt i sagen.
Robert Hansen blev fremstillet i grundlovsforhør den 5. december. Her var han dog indlagt og var ikke selv til stede.
Han er sigtet for at have begået vold af særlig rå og brutal karakter den 26. november i sin lejlighed på Frederiksberg mod kvinden. Her slog han hende i hovedet med knytnæver, ligesom han er sigtet for at have slået hendes hoved ned i gulvet. Politiet mener også, at han snittede kvinden i ballen med en kniv.
I det andet forhold er han sigtet for at have kastet kvinden ned i gulvet i lejligheden på Frederiksberg den 2. december.
Den 4. december var den så angiveligt gal igen, hvor Robert Hansen ifølge politiet tog fat i kvindens hoved og ruskede det voldsomt i et minut, ligesom han er sigtet for at have spyttet hende i hovedet.