Bemærkede du dette? Det forklarer jo en del i "Alene Hjemme"!
Denne artikel blev første gang bragt i 2020.
Det er én af de bedste julefilm nogensinde, og med en indtjening på over $285.000.000 er det vist også nemt at konkludere, at ”Alene Hjemme” fra 1990 bare er en fantastisk julefilm.
Vi har set filmen utallige gange – og det har du sikkert også!
Du kan sikkert – ligesom os – huske alle de sjove scener, hvor det lykkes en snu Kevin at overfuse to indbrudstyve med hjælp fra alverdens remedier, som han finder i familiens gigantiske villa.
Men har du nogensinde undret dig over, hvorfor det overhoved lykkedes familien at glemme deres søn på loftet?
Har du nogensinde undret dig over, hvordan familien kunne stige ombord på flyet uden at opdage, at lille Kevin manglede?
For måtte familien ikke have Kevins billet i lufthavnen? Og burde de så ikke have opdaget, at han var væk, da de stod med en overskydende billet i hånden?
Ja… hvis du også har undret dig, får du svaret her.
For nærstuderer du en pizza-scene fra den populære julefilm, opdager du nemlig, hvorfor McCallister-familien var godt på vej over Atlanten, før at de opdagede, at lille Kevin var alene hjemme.
Svaret skal findes i den famøse scene, hvor hele familien forsøger at hygge sig igennem en stakke pizza aftenen før afrejse – men hvor hele hyggen bliver spoleret, da Kevin opdager, at hans plageånd – storebroderen Buzz – har spist HELE hans ostepizza.
Kevin ryger som bekendt i totterne på sin storebror, hvorefter kaotiske tilstande skyller ind over familiehyggen. Og hvad mange seere måske ikke opdagede var, at Kevins flybillet midt i kaosset bliver overhældt med cola og smidt i skraldespanden – uden at familien vel at mærke opdager det.
Og da familien – efter at have sovet godt og grundigt over sig – tror, at alle er kommet med i lufthavnen, opdager de altså ikke, at Kevin mangler, fordi der aldrig var en billet til netop ham.
Og så er der ellers dømt juledrama (og hygge!) for alle pengene.