Sport20 timer siden

Familien Damgaard dybt rystet: Var på julemarked i Magdeburg i torsdags

Håndboldspilleren Michael Damgaard fra Rødby og hans familie, der bor i Magdeburg, har det efter omstændighederne godt, efter fredagens formodede angreb i den tyske by.
Handball - EHF 2024 Men's European Handball Championship - Final - France v Denmark - Lanxess-Arena, Cologne, Germany - January 28, 2024 Denmark's Michael Damgaard Nielsen looks dejected after the match REUTERS/Cathrin Mueller
Michael Damgaard skulle efter planen spille Bundesligakamp for sin klub søndag aften og igen 2. juledag, men om de kampe bliver gennemført efter fredagens begivenheder, vides endnu ikke.
 Foto: Cathrin Mueller/Reuters/Ritzau Scanpix

Fredag aften kørte en 50-årig mand direkte ind i en menneskemængde ved et julemarked i den tyske by Magdeburg.

Indtil videre meldes der om mindst to dræbte og omkring 70 sårede i det, som tysk politi betegner som et terrorangreb, hvor der ifølge tyske medier kan være flere dræbte end dem, der allerede er meldt ud. Føreren af bilen blev efterfølgende anholdt.

I netop Magdeburg bor håndboldspilleren Michael Damgaard, der stammer fra Rødby, og i år har åbnet padlecenteret ved Lalandia i Rødbyhavn med sin bror Morten og hans familie, der udover hustruen Anne-Sofie består af tre små børn i alderen fra otte år helt ned til blot et enkelt år.

Michael Damgaard ønsker ikke selv at kommentere hændelsen fredag aften, men hans far Benny Damgaard fra Fejø, fortæller til Folketidende hvorfor.

- Hele familien var til julemarkedet i torsdags nøjagtig i den gade, hvor bilen kom kørende ind i folkemængden fredag aften, altså bare et døgn efter de selv gik der, fortæller Benny Damgaard, der har været i kontakt med sin søn efter hændelsen.

- De er selvfølgelig dybt rystede over det, der er sket, og ønsker at bearbejde hændelsen i ro og fred. De har fået vished for, at der ikke er nogle af deres nærmeste venner og bekendtskaber, der er blevet ramt, men de ved endnu ikke, om der er nogle af børnenes venner i skoler eller daginstitutioner, der har været involveret, siger Benny Damgaard.

Den danske holdkammerat i Magdeburg, Magnus Saugstrup, der er anfører for det danske A-landshold i håndbold, skulle ifølge Benny Damgaard også være uskadt.

34-årige Michael Damgaard, der var med til at vinde OL-guld i håndbold for Danmark i 2016 og VM-guld i 2023, har spillet i Magdeburg i snart 10 sæsoner, og familien er således fuldstændig integreret i den østtyske by.

Michael Damgaard skulle efter planen spille Bundesligakamp for sin klub søndag aften og igen 2. juledag, men om de kampe bliver gennemført efter fredagens begivenheder, vides endnu ikke.

Sponsoreret indhold