Nyheder22. december 2024

Hundelort og nikotinposer: Stor konflikt skaber splid i nabolag

Flere hundeluftere er oprørte, efter en mand har lagt nikotinposer frem som modsvar til efterladte hundelort på hans grund
Ved en privatejet grunds yderkant, som går langs en offentlig sti, ligger der hundeefterladenskaber med hvide nikotinposer liggende om sig i en halvcirkel. - Foto: TV2 Østjylland/
Ved en privatejet grunds yderkant, som går langs en offentlig sti, ligger der hundeefterladenskaber med hvide nikotinposer liggende om sig i en halvcirkel. - Foto: TV2 Østjylland/

LÆS OGSÅ: Hjerteskærende: Basse var tæt på at dø - spiste snus på gåturen

Kommer man gående på nogle af stisystemerne i den østlige del af Skanderborg, har man henover det seneste stykke tid kunnet falde over et iøjenfaldende syn.

Ved en privatejet grunds yderkant, som går langs en offentlig sti, ligger der hundeefterladenskaber med hvide nikotinposer liggende om sig i en halvcirkel.-

Jeg synes, det er ondskabsfuldt, fordi jeg risikerer at min og andres hunde spiser af de her nikotinposer, siger Mette Hamborg, der ofte går tur forbi adressen med sin hund, til TV2 Østjylland.

Hun har et indgående kendskab til dem, som bor på adressen, fortæller hun.-

Han er jo træt af, at folk ikke samler deres hunds efterladenskaber op, og det kan jeg også godt forstå, siger Mette Hamborg.

Snakken går i byen - og på nettet

På en lokal Facebookgruppe fremgår det af billeder, at der ligger hundegodbidder sammen med nogle af nikotinposerne.Her er kommentarsporet blevet lukket efter, at mere end 200 personer har været ved tasterne.

Selvom Mette Hamborg ikke kender til nogle hunde, som har fået fat i de fremlagte nikotinposer eller godbidder, så mener hun, at det er en problematisk tilgang.

- Det lokker min hund ind over hans grund, hvor de her nikotinposer ligger. Det er ikke i orden. Og han gør det jo bevidst, siger hun.

Da hun først hørte om nikotinposerne, valgte hun at konfrontere manden, der bor i huset. Her skulle han, som bor på adressen, ifølge Mette Hamborg, have bekræftet, at han lægger godbidder ud sammen med nikotinposerne.

Spørgsmål: Må han ikke selv bestemme, om der skal ligge nikotinposer på hans grund?

- Han må selvfølgelig gøre, hvad han vil, men det kan jo også gå ud over vilde dyr. Og det er lidt en fælde, som tiltrækker min hund. Det er ikke i orden, siger Mette Hamborg.Spørgsmål:

Har du kontaktet politiet?

- Jeg har kontaktet politiet, men de gør ikke noget ved det, siger Mette Hamborg, der nu ser sig nødsaget til at gå en anden vej, når hunden skal luftes.

Træt af andres (hunde)lort

TV2 Østjylland har taget kontakt til dem, der bor på adressen i det østlige Skanderborg. Her er nikotinposerne svære at undgå at se, når man kommer gående på den offentlige sti, som flugter langs ejendommen.

Kigger man sig omkring, kan man se, at der er hundeafføring på grundens græs, i indkørslen og smurt på postkassen.

- Det har taget til, fordi jeg har brokket mig, siger manden, der bor i huset.

Ifølge manden har problemet med efterladte hundeekstrementer været et problem i mange år. For omtrent 20 år siden satte kommunen hundeskilte op, som opfordrer hundeluftere til at samle op efter deres hund. I den forbindelse tog han også ned på kommunens materielgård, hvor han købte et skilt til vejen, hvor han og en kvinde bor.

Parret fortæller, at de tidligere også har hængt hundeposer ud, så de var til rådighed for hundeluftere, som havde glemt dem hjemmefra i farten.

Spørgsmål: Er det alle hundeejere, der er problemet?

- Nej, der er mange, som samler op, men der er virkelig også mange, der ikke gør det, fortæller parret.

Nikotinposer med bid i

Parret fortæller, at de nikotinposer, som ligger i en halvcirkel på det yderste af deres matrikel, er nogen, de har fundet på gåture eller på deres grund.

- Jeg har ikke købt en eneste nikotinpose. Det er andres efterladenskaber. Jeg har bare lagt dem frem i en halvcirkel omkring hundelorte på min grund, siger manden, som suppleres af kvinden:

- Det er ikke, fordi vi vil slå nogens hund ihjel. Det er et opråb om at få samlet op efter sig, siger hun.

Spørgsmål: Hvorfor ligger der godbidder sammen med nikotinposerne?

- Jeg tror, det er nogle andre, der vil lave et stort nummer ud af det. Jeg kender ikke noget til det, siger manden.

Mette Hamborg fortæller, at hun har taget en snak med dig, hvor du skulle have erkendt at have lagt godbidderne ud. Hvad siger du til det?- Det er noget, hun selv finder på. Hun nævnte, at de lå der, hvortil jeg siger, at det er ligegyldigt, for hvis de ligger sammen med nikotinposerne, så ligger de på min grund. Og så kan de holde deres hunde fra min grund, siger manden.

Spørgsmål: Så det er noget, hun har misforstået?

- Jeg har ikke set noget til de hundegodbidder, der skulle ligge der. Min pointe er, at det er ligegyldigt, om der er andre, som har smidt dem der. De ligger på min grund.

Parret understreger, at billederne fra facebookgruppen, hvor man kan se nikotinposer ligge side om side med hundegodbidderne, ikke er taget hos dem. Billederne er derimod taget hos deres datter, der bor ikke så langt fra parret selv.

- Jeg har lagt et par nikotinposer omkring et par hundelorte helt inde under hendes hæk, så jeg er sikker på, at de er på privat grund, fortæller manden.

Spørgsmål: Frygter I at gøre skade på en hund?

- Nej. Det gør jeg ikke. Hvis en hund kommer til skade på grund af det her, så er det fordi, at hundeejeren ikke har styr på sin hund, da den så vil være inde på vores grund, lyder svaret.

Nedtoner nikotinen - for nu

Efter at TV2 Østjylland har besøgt adressen i det østlige Skanderborg fortæller manden, at alle nikotinposerne er blevet fjernet fra grunden.Parret har dertil fjernet alle hundelortene på deres grund. Men de kommer dog med en løftet pegefinger.

- Nu gør vi rent bord her, men hvis der bare dukker én lort mere op, så kommer nikotinposerne ud igen, lyder det.

Spørgsmål: Hvad tænker I om, at konflikten er kommet så vidt?

- Jeg synes virkelig, at det er meget sørgeligt. Jeg er jo blevet skældt voldsomt ud af en, som havde fingeren helt oppe i ansigtet på mig, og det er ikke engang min konflikt, siger kvinden, der bor i huset.

Selvom Mette Hamborg har været på udkig efter en ny rute, når hun lufter hunden, så håber hun på en snarlig forsoning.

- Jeg håber, at folk vil samle deres hundes efterladenskaber op, og at han vil tage direkte kontakt til dem, der ikke gør, i stedet for at lægge fælder ud, siger hun.

Opråb og underskrifter

Debatten om nikotinposer er ikke ny. TV2 Østjylland har før kunnet fortælle om den dansk-svenske gårdhund Vicky, hvis liv blev taget af en efterladt nikotinpose. Her kaldte dyrlæge Anders Højgaard Tølbøll det en mulighed, at det er de små snusposer, der var årsag til Vickys symptomer.

Det understreges dog også, at det er svært at sige, hvor meget nikotin, der skal til, før det bliver dødeligt for en hund. For under en måned siden er Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel Klub, Den Danske Dyrlægeforening og Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation i en fælles pressemeddelelse kommet med et opråb om et politisk indgreb på området.

- Nikotinforgiftning kan i værste tilfælde koste en hund livet. Det er et tiltagende og alvorligt problem. Det må politikerne komme med løsninger på, sagde Jens Jokumsen, som er familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, dengang.

Hændelser som disse førte tidligere på måneden til, at et borgerforslag om et forbud mod salg, distribution og køb af nikotinposer og snus nåede op på 50.000 underskrifter.

- Vi håber virkelig, vi kan gøre en forskel og give dyrene en stemme. For nu må det være nok, sagde Tinna Schütz Larsen, der var medstiller af borgerforslaget.

Sponsoreret indhold